Nye tal: Flygtninge strømmer nu til Italien frem for Grækenland

Flygtninge og migranter er igen for alvor begyndt at krydse Middelhavet. Men nu går flugten til Italien frem for Grækenland.

Her ses nogle af de flygtninge og migranter, der, februar sidste år, overlevede den farefulde færd over middelhavet til havnen i Lampedusa. (Foto: Antonio Parrinello © Scanpix)

Færre flygtninge og migranter flygter fra Tyrkiet til Grækenland, men bevæger sig i stedet fra Libyen over Middelhavet til Sicilien i det sydligste Italien. Det viser de nyeste tal fra UNCHR.

Alene i april er 9.116 flygtninge og migranter ankommet i båd til Italien, mens blot 3.462 har søgt mod Grækenland. I maj måned har UNCHR, indtil videre, registreret 705 flygtninge og migranter i Italien mod 263 i Grækenland.

Ruten ændrer sig med politikken

At flygtningene nu er begyndt at søge mod Italien fremfor Grækenland kommer imidlertid ikke som en overraskelse for seniorforsker ved Dansk institut for Internationale Studier Ninna Nyberg Sørensen.

- Ruten ændrer sig, fordi politikken ændrer sig, siger Ninna Nyberg Sørensen.

Hun påpeger, at den nye gamle flygtningerute igen tages i brug som konsekvens af flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet, der ved hjælp af øget kontrol har til formål at sende flygtninge retur til Tyrkiet fra Grækenland.

- Det, som forskningen har vist gennem årtier, er, at hver gang man lukker en rute, så bremser man ikke flygtningestrømmen, men flytter den blot et andet sted hen, siger hun.

Sandsynligt at EU øger kontrollen

Men ser man på, hvordan det politiske forhandlingsklima har været, og baggrunden for aftalen mellem EU og Tyrkiet, så er det alligevel, ifølge Ninna Nyberg Sørensen, et meget sandsynligt scenarie, at EU nu også vil øge patruljering og kontrol i Italien.

- I og med EU ikke er villige til at åbne op, vil der formentlig komme en øget kontrol. Men det er en vanskelig strækning at kontrollere - for den er lang, siger hun og påpeger, at EU må vurdere, om stram asylpolitik fortsat skal veje over humanitære hensyn.

- Konsekvensen er jo, at flere dør på vejen over, fordi vi ser skruppelløse menneskesmuglere, som benytter stadig farligere ruter, siger hun og mener, at mange liv vil kunne reddes, hvis EU satser på mere humanitære alternativer.

- Man ville for eksempel kunne bremse en del af strømmen og redde menneskeliv, hvis man giver mulighed for at søge asyl, før man begiver sig ud på rejsen, så man som alle andre kan købe sig en sikker rejse, foreslår Ninna Nyberg Sørensen.

Indtil videre anslår IOM (International Organisation For Migrantion) at 1.357 flygtninge og migranter, alene i år, er døde i deres forsøg på at krydse Middelhavet.

Flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet

  • Den. 4 april 2016 trådte flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet i kraft. Aftalen betyder blandt andet at:

  • Tyrkiet skal tilbagetage alle "nye irregulære migranter", som sejler til græske øer efter 20. marts.

  • EU-landene forpligter sig på at modtage én syrer fra flygtningelejrene i Tyrkiet for hver syrer, der bliver sendt tilbage til Tyrkiet

  • Tyrkiet forpligter sig på at tage "alle nødvendige skridt for at forhindre nye illegale ruter over hav eller land" fra Tyrkiet til EU i at opstå

  • I hele 2015 ankom lidt over en million flygtninge og migranter til Europa over Middelhavet.

Facebook
Twitter