Nye toner i Vatikanet: På vej mod accept af homoseksuelle

I en opsigtsvækkende holdningsændring, opfordrer Vatikanets ledelse nu til at velkomme og acceptere homoseksuelle.

Pave Frans ser ud til at have fået sin vilje. Vatikanet er på vej til at vedtage en historisk ændring i holdningen til homoseksuelle. (Foto: © MAURIZIO BRAMBATTI, Scanpix)

Pave Frans har siden sin indsættelse som pave for omkring 18 måneder siden vist sig som en meget reformivrig pave.

Han har gjort offentligt kritiseret kravet om præsters cølibat, han har atget initiativer til at nedbryde skellet mellem religioner og nu er turen kommet til homoseksuelle.

Paven har tidligere forsøgt at lempe Vatikanets holdning til homoseksuelle, og nu ser det ud til, at han er på vej til at få sin vilje.

En symbolsk handling

En samling af Vatikanets ledere har ifølge New York Times vedtaget en skrivelse, der opfordrer den katolske kirke til at acceptere homoseksuelle.

Også ugifte par og fraskilte er omfattet af dokumentet, der nu skal igennem debat og mulige ændringer i Vatikanet som helhed.

Hvis dokumentet vedtages som officiel Vatikan-politik, vil det ikke gøre op med nogen katolske doktriner. De er tale om en mere symbolsk handling, der blandt andet fastslår, at 'der er positive ting ved registrerede partnerskaber og det at bo sammen'.

En stor sejr for paven

Alligevel anses skrivelsen som en stor ændring i Vatikanets politik og ikke mindst en stor sejr for pave Frans, der ved flere lejligheder har gjort det klart, at han ser lighed blandt mennesker som en helt central ting for den kristne tro.

Hidtil har den officielle politik fra Vatikanet været, at både homoseksuelle og ugifte par lever i synd.

Det er også en stor ændring fra den hidtidige pave Benedikt. Han har blandt andet kaldt homoseksuelle forhold for 'grundlæggende forstyrrede'. Det var imidlertid inden hans udnævnelse til pave.