Nyfødt baby reddet ud af toiletrør i Kina

En bare to dage gammel dreng overlever en meget hård start på livet. Kinesiske medier rapporterer jævnligt om forladte nyfødte børn.

Den spæde dreng er i live, men han har fået en voldsom start på livet. (Foto: AFPTV © Scanpix)

En video, der viser en nyfødt kinesisk dreng blive reddet ud af toiletrør, skaber i øjeblikket stor opstandelse i Kina.

Videoen er dukket op på nettet i løbet af weekenden og er optaget i den østlige provins, Zhejiang.

Her hørte beboere i byen Jinhua gråd fra et toilet på fjerde sal i ejendom, skriver abcnews. Brandfolk og læger blev tilkaldt, og de opdagede den bare to dage gamle dreng på knap to et halvt kilo, der sad fast i rørsystemet under toilettet. De forsøgte at trække ham ud af røret, men uden held. Og så savede man rørene over stykke for stykke, reddede drengen ud og bragte ham til hospitalet.

Leder efter forældre

Abcnews skriver, at ifølge de lokale medier var drengen hverken befriet for navlestreng eller moderkage.

Drengen overlevede, men man leder efter hans forældre - og de kan blive sigtet for forsøg på drab.

Episoden er tragisk nok i sig selv- men det er desværre langt fra første gang, børn bliver forladt i Kina, der har en streng et-barns-politik

Røret bliver skilt ad stykke for stykke. Og til sidst når læger og brandfolk ind til drengen. (Foto: AFPTV © Scanpix)

Ikke helt sjældent

Det engelsksprogede medie Minsheng rapporterede sidste år, at 100.000 børn skønnes at blive forladt i Kina hvert år. Og i marts frigav Kinas ministerium for civile anliggender data, der viser, at 9394 forladte og forældreløse børn i hele Kina bliver passet på ikke-statslige børnehjem.

Faktisk er der jævnligt rapporter i de kinesiske medier om babyer, der bliver forladt kort efter fødslen.

Vrede brugere på sociale medier

Episoden har fået intense følelser frem på de sociale medier i Kina, for det er kun kort tid siden, at en anden nyfødt blev fundet i en container i Hebei-provinsen - en nyfødt der ikke overlevede.

På Kinas svar på twitter, Sina Weibo, skriver en bruger: "Det skal dømmes til døden, hvis de dræbte deres egen baby. Dette er ikke det eneste forladte barnetilfælde, jeg har set i de seneste ti dage. Det er ikke handlinger, mennesker skal gøre".

En anden skriver: "Denne lille dreng overlevede. Forældrene vil aldrig have et godt liv."

Facebook
Twitter