Nyhedsbureau: Islamisk Stat tager skyld for økseangreb i tysk tog

En 17-årig drengs angreb i et tysk regionaltog var foranlediget af Islamisk Stat, skriver nyhedsbureauet Amaq.

Tysk politi er fortsat på stedet i Wurzburg, hvor en 17-årig dreng i går aftes gik amok med en økse og sårede flere personer. (Foto: Karl-Josef Hildenbrand © Scanpix)

Den 17-årige afghanske flygtning, der sent i går aftes gik til angreb med en økse og en kniv i et tysk regionaltog, var kriger for terrororganisationen Islamisk Stat.

Det hævder gruppen ifølge nyhedsbureauet Amaq, der normalt anses for at være talerør for Islamisk Stat.

Nyhedsbureauet har talt med en sikkerhedskilde, der slår fast, at Islamisk Stat står bag angrebet.

- Gerningsmanden var en kriger fra Islamisk Stat, og udførte "operationen" som led i opfordringen til at angribe de koalitionslande, der kæmper med Islamtisk Stat, hedder det i meddelelsen, som DR Nyheder har læst.

Meddelsen er stort set ordret den samme, som blev brugt til at tage skylden for drabene i franske Nice i sidste uge. Også her skete det gennem nyhedsbureauet Amaq.

Derudover har et af Islamisk Stats nyhedsmedier offentliggjort en video med den unge mand, hvor han siger, at han vil udføre et selvmordangreb. Det skriver Reuters.

Det var om bord på et tog mellem Treuchtlingen og Würzburg i det sydlige Tyskland, at den 17-årige dreng med afghanske rødder angreb flere af de andre passagerer med en økse og en kniv.

Efter angrebet har tysk politi også fundet et håndmalet IS-flag på det værelse, som tilhørte den 17-årige afghanske flygtningedreng.

Politiet formoder, at drengen handlede alene.

Fire personer blev alvorligt såret under angrebet. Indenrigsminister Joachim Herrmann oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at to af dem tirsdag morgen er i kritisk tilstand.

En talsmand for myndighederne har tidligere sagt, at den 17-årige råbte "Allahu akbar" (Gud er størst, red.) under angrebet.

Politiet skød og dræbte efterfølgende drengen.

Facebook
Twitter