Nyreligiøs leder død

Lederen af den nyreligiøse og stenrige Moon-bevægelse, Sun Myung Moon, er død.

Lederen af den religiøse og stenrige Moonbevægelse er død.

Sun Myung Moon blev 92 år, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Embedsmænd fra hans Forenede Kirke, også kendt som Moon-bevægelsen, siger, at han i august blev indlagt på et hospital nær sit hjem i byen Gapyeong i Sydkorea.

Han kom sig aldrig og døde på hospitalet.

Religion med forretningssans

Moon grundlagde sin kirke i 1970'erne, og han byggede efterhånden et omfattende forretningsimperium op om sin bevægelse.

Det gælder aviser, et skisportssted, skoler og meget andet. I øvrigt også et hotel i Nordkorea.

Moon og hans bevægelse blev kendt verden over i 1970'erne og 1980'erne, fordi den foretog massevielser af tusindvis af par ved bunkebryllupper.

Bevægelsen har sagt, at millioner af mennesker er med i Moon-bevægelsen, men tidligere medlemmer siger, at det tal er vildt overdrevet.

Hans bevægelse byggede på kristendommen, og han hævdede, at Gud åbenbarede sig for ham. Moon prædikede nye fortolkninger af Bibelen, og det skabte ham ikke venner alle steder.

Kritikere: Hjernevaskning af tilhængere

Kritikere beskyldte ham og hans folk for at hjernevaske tilhængerne og for at gå efter deres penge.

Han blev født i Nordkorea, men grundlagde sin bevægelse i Seoul i Sydkorea efter Koreakrigen fra 1950 til 1953.

Moon har sagt, at da han var 16 år, henvendte Jesus sig til ham og bad ham afslutte det arbejde, som Jesus ikke fuldførte. Derfor mente han også selv at være en ny Messias.

Facebook
Twitter