Nyvalg i Israel: Netanyahu opgiver at danne regering

Israels parlament har her til aften besluttet at opløse sig selv.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har opgivet at danne en ny regering. Dermed skal israelerne til valg for anden gang i år. (Foto: MENAHEM KAHANA © Scanpix)

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har opgivet at danne en ny regering.

Det skete, da fristen udløb ved midnat i Israel, der er en time foran Danmark.

Inden da havde Netanyahu og partiet Likud fremsat et forslag til parlamentet, Knesset, om at opløse sig selv.

Det er nu sket med stemmerne 74 for og 45 imod.

Det betyder, at israelerne endnu en gang skal til stemmeurnerne.

- Vi vil føre en skarp og tydelig valgkamp, som vil give os sejr. Vi vil vinde. Og folket vil vinde, sagde den 69-årige Netanyahu sejssikkert til en række medier efter afstemningen i parlamentet.

Splittet i spørgsmålet om værnepligt

Netanyahu og hans parti Likud fik ellers et godt valg 9. april, da det lykkedes at kapre 35 ud af de 120 pladser i Knesset.

Men uenigheder mellem Netanyahu og en række mindre partier, som han og Likud var afhængig af for at få flertal i parlamentet, har sat en stopper for en koalitionsregering.

Blandt andet havde den tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman og hans nationalistiske parti Yisrael Beitenu betinget sig, at der skulle ændres på ultraortodokse jøders undtagelser fra værnepligten.

Kostede flertallet bag Netanyahus koalition

Det var også spørgsmålet om værnepligten, der i første omgang fremtvang valget i april, der ellers først skulle have været afholdt sidst på året.

Et lovforslag om at tvinge et årligt minimumsantal af ortodokse til at aftjene værnepligt førte til så stor splittelse i regeringen, at Netanyahus koalition ikke længere havde flertal bag sig.

Netanyahu kunne have overladt opgaven med at danne en ny regering til en af sine rivaler, men valgte altså at opløse parlamentet.

Et nyvalg et sat til afholdelse 17. september, skriver AFP.

Facebook
Twitter