Obama: Atomvåben mod New York farligere end Rusland

USA's præsident er bekymret over russiske tropper langs den Ukrainske grænse og er klar til yderligere sanktioner.

Obama ved dagens pressemøde efter topmødet om atomsikkerhed. (Foto: FRANCOIS LENOIR © Scanpix)

Atomvåben mod USA bekymrer landets præsident mere end Rusland.

- Ruslands handlinger er et problem.

- Men Rusland er ikke den største trussel mod USA's nationale sikkerhed. Jeg er mere bekymret for et atomvåben, der går af på Manhattan (New York, red.), siger USA's præsident, Barack Obama, ved et topmøde for atomsikkerhed i Haag i Holland.

Obama kalder Rusland en "regional magt", der truer nogle af sine naboer på grund af svaghed nærmere end styrke. Han siger dog samtidig, at Ruslands styrker langs Ukraines grænser vækker bekymring.

Bekymret for yderligere indgreb

- Vi er bekymrede for yderligere indgreb i Ukraine, siger han.

USA og EU har indført sanktioner mod flere russere og en bank på grund af Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Men ved dagens pressemøde gjorde Barack Obama det klart, at USA er klar til at ramme hele sektorer, hvis den russiske aggression fortsætter i Ukraine.

Flere sanktioner

- Hvis Rusland fortsætter, så er sanktioner mod sektorer passende for eksempel mod energi, finans, våbensalg eller handel mellem USA og EU og Rusland, siger Obama og påpeger, at sanktionerne også vil ramme andre landes økonomier, men først og fremmest Ruslands.

Obama hævdede, at Ruslands annektering af Krim "ikke er afgjort", da den ikke er internationalt anerkendt.

Mindre atommateriale

Ved topmødet for atomsikkerhed fortalte Obama og mødets vært, den hollandske premierminister, Mark Rutte, at det er lykkedes for 53 de lande på mødet at mindske omfanget af atommaterialer i verden.

- En lang række lande har annonceret, at de vil overlevere højt beriget uran til USA, hvor det vil blive nedklassificeret.

- Jo mindre der er, jo sværere vil terrorister have ved at få fat i det, siger Mark Rutte.

Facebook
Twitter