Obama bifalder frigivelse af 'The Interview'

Sonys beslutning om alligevel vise omstridt film i amerikanske biografer høster ros fra den amerikanske præsident.

Barack Obama bifalder Sonys beslutning om alligevel at vise omstridt komediefilm. (Foto: KEVIN LAMARQUE © Scanpix)

Først trak Sony den omstridte film 'The Interview' fra plakaten. Nu bliver filmen så vist i en række amerikanske biografer alligevel.

Det er den rigtige beslutning, lyder det her til aften fra Det Hvide Hus, efter Sony lillejuleaften har skiftet holdning, og nu alligevel viser filmen.

- Præsidenten bifalder Sonys beslutning om at give tilladelse til at vise filmen, siger talsmanden for Det Hvide Hus på vegne af Barack Obama.

- Som præsidenten har gjort klart, så er vi et land, der tror på ytringsfrihed og kunstnerisk frihed, lyder det endvidere.

Obama kritiserede aflysning

Barack Obama kritiserede tidligere på ugen Sonys beslutning om at trække filmen tilbage. Det gjorde han på sit sidste pressemøde, inden han sammen med familien tog på juleferie på Hawaii.

- Selvom jeg forstår deres bekymringer, så mener jeg, at de begik en fejl, sagde Barack Obama.

Det er nu planen, at 'The Interview' skal vises i en række amerikanske biografer.

Sonys direktør, Michael Lynton, skriver ifølge CNN, at "vi er begejstrede over, at vores film vil blive vist i et antal biografer juledag."

Parodi på Nordkorea

Filmen handler om to journalister, der får et interview med Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Derfor udvikler CIA en plan, der indebærer, at journalisterne i stedet skal myrde 'den øverste leder', som Jong-un kaldes i Nordkorea.

Manuskriptet er skrevet af Dan Sterling, som tidligere har arbejdet med komedieserien 'South Park' og for 'The Daily Show'.

Nordkorea har opponeret voldsomt mod filmen: Sidste år bad styret FN's generalsekretær, Ban Ki-moon om at stoppe filmen, og styret har også truet USA, med at det ville opfatte en visning af filmen som en krigshandling.

Ligeledes har Sony været udsat for et omfattende hackerangreb. Nordkorea har nægtet at stå bag angrebet, men har sagt, at det var 'berettiget'.

Facebook
Twitter