Obama er demokraternes kandidat

Barack Obama slog i nat dansk tid sin rival Hillary Clinton i den amerikanske primærvalg-dyst om at blive Demokraternes præsident-kandidat.

Barack Obama har erklæret sig som demokraternes præsidentkandidat. (Foto: Jason Reed © Scanpix)

Mens de sidste stemmer blev talt op fra primærvalgene i delstaterne South Dakota og Montana sikrede senator Barack Obama sig den endelig sejr i kapløbet mellem ham og den tidligere præsidentfrue Hillary Clinton.

Første afroamerikanske præsidentkandidat

Med mindre et stort antal superdelegerede skulle gå hen og vende på en tallerken ved Demokraternes partikonvent til august, bliver det Barack Obama, der skal forsøge at vinde præsidentvalget for partiet til november.

Natten til onsdag slog flere amerikanske medier med stor sikkerhed fast, at den sorte Illinois-senator havde fået stemmer nok til at runde de magiske 2118 delegerede.

Heriblandt en række af de i forvejen udpegede superdelegerede, som er betydningsfulde skikkelser i partiet, der har skullet vælge mellem Obama og rivalen Hillary Clinton.

Barack Obama er den første afro-amerikaner, der har vundet nomineringen til et præsident-valg nogensinde i et amerikansk valg.

McCain klar til kamp

Kort forinden holdt republikanernes kandidat John McCain tale fra New Orleans, hvor han lykønskede Demokraterne med det endelige valg, efter de nu overståede sidste primærvalg i Montana og South Dakota:

- Mange har erklæret at min rival bliver Barack Obama. Og han vil blive en formidabel kandidat. Men jeg er klar til udfordringen, lød det fra den 72-årige vietnam-veteran John McCain, der ikke undlod at lade et par drilske bemærkninger falde om rivalens relative manglende alder og erfaring.

McCain roste samtidig Hillary Clinton for at være en ven og et forbillede for alle amerikanske kvinder med ambitioner.

Hillary som vicepræsident

Tirsdag sagde senator Hillary Clinton i følge CNN og nyhedsbureauet AP's kilder til kolleger i New York, at hun er åben over for muligheden af at være Obamas vicepræsident-kandidat ved det kommende valg.

Til november afgøres det endelig, hvem der bliver George Bush' afløser i Det Hvide Hus.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53283b866187a21a38d59998

Facebook
Twitter