Obama forsvarer moské ved Ground Zero

Barack Obama forsvarer retten til at opføre et moské i nærheden af Ground Zero i New York og henviser til religionsfriheden.

(© Scanpix)

De muslimske folk bag opførslen af en moské i nærheden af Ground Zero, hvor muslimske terrorister spredte massedød den 11. september 2001, får opbakning fra USA's præsident, Barack Obama.

Idéen om at bygge en moské på det sted, hvor islamister forøvede deres massakre, har fået mange amerikanere til at protestere.

Men Obama henviser til, at USA som alle andre lande er forpligtiget til at have en urokkelig religionsfrihed.

- Som borger og som præsident mener jeg, at muslimer har samme ret til at praktisere deres religion som alle andre i dette land, siger Obama.

Har fået grønt lys

- Det omfatter retten til at bygge et sted for tilbedelse og et medborgerhus på en privat ejendom på Manhattan, hvis det foregår i overensstemmelse med de lokale love og restriktioner.

I sidste uge fik planerne om at bygge moskéen trods kritik grønt lys, da myndighederne i New York ikke valgte at frede bygningen, som skal rives ned for at give plads til moskéen.

Det såkaldte Cordoba House skal opføres på stedet og vil indeholde en moské og et auditorium med plads til 500 mennesker.

Har forsøgt at standse projektet

Kritikerne havde håbet, at de kunne standse projektet ved at få erklæret den eksisterende bygning et fredet hus.

De har også betvivlet, hvordan imamen Feisal Abdul Rauf vil skaffe de 100 millioner dollar, det vil koste at opføre den 13 etager høje bygning.

Det har givet anledning til beskyldninger om, at pengene vil komme fra ekstremistiske grupper i Mellemøsten.

Facebook
Twitter