Obama kritiserer beskidt valgkamp

Demokraternes præsidentkandidat Barack Obama angriber sin modstander John McCain for negativ valgkamp i de sidste dage før valget. Den beskidte taktik forhindrer den forandring, der er brug for, siger han.

Barack Obama beder om en pænere valgkamp-tone. (© Scanpix)

Demokraternes præsidentkandidat i USA, Barack Obama, går til angreb på sin rival John McCain, for hans negative valgkampagne i disse sidste dage før valget. Obama sagde på et møde i Nevada, at "de beskidte telefonopkald, de misvisende mail- og tv-reklamer, og de skandaløse ytringer" står i vejen for forandring.

Republikanernes John McCain, som godt er klar over, at han er langt bagud i meningsmålingerne, forklarer som undskyldning, at han er en fighter.

Han opfordrer sine tilhængere til ikke at opgive drømmen om Det Hvide Hus endnu.

Vi har set det før

Obama, der er tilbage på kampagnesporet efter at have besøgt sin dødssyge mormor på Hawaii, siger, at en negativ kampagne er det sidste, landet har brug for.

- I de sidste kampagne-dage tager sig-hvad-som-helst og gør-hvad-som-helst- politikken over. Vi har set det før, og vi ser det nu, siger han ifølge BBC.

- Amerikanerne gider ikke høre os angribe hinanden, de vil høre, hvordan vi vil angribe de udfordringer, som middelklassen står over for hver dag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk