Obama lægger pres på BP

Den amerikanske præsident skærper tonen over for BP og kræver et klart svar på, om olieselskabet betaler alle omkostningerne i forbindelse med olieudslippet.

Barack Obama vil have klare svar fra BP. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Den amerikanske præsident Barack Obama skærper nu tonen over for BP.

Obama-administrationen kræver, at olieselskabet fortæller, om det vil betale alle omkostningerne i forbindelse med olieudslippet i Den Mexicanske Golf.

Det Hvide Hus ønsker klar besked på, om BP holder sit løfte om ikke at begrænse erstatningen til de 75 millioner dollar (450 millioner kroner) som er det lovbestemte beløb for erstatning. Det rapporterer BBC.

Indenrigsminister Ken Salazar og minister for national sikkerhed, Janet Napolitano, påpeger i et brev til BP's chef Tony Hayward, at selskabet gentagne gange har lovet at betale alle omkostningerne i forbindelse med olieudslippet.

- Befolkningen har krav på at få at vide, at BP påtager sig at erstatte al den skade, der er sket eller kommer til at ske, hedder det blandt andet i brevet.

Olieudslippet har nu også ramt delstaten Mississippis kyst.

Facebook
Twitter