USA's kommende præsident, Barack Obama, lovede i dag, at han vil fordoble USA's produktion af alternativ energi i løbet af de kommende tre år.
Det skal ske som led i Obamas økonomiske redningsplan, der skal trække USA's økonomi ud af recession.
- For endelig at opildne til at skabe en ren energi økonomi vil vi fordoble produktionen af alternativ energi i løbet af de kommende tre år, sagde Obama i en tale, hvor han fremlagde de forskellige elementer af sin økonomiske redningspakke til en værdi af 775 milliarder dollar (4.206 milliarder kr.).
Skattelettelse for middelklassen
- Vi vil modernisere over 75 procent af de føderale bygninger og forbedre energieffektiviteten i to millioner amerikanske hjem, så forbrugere og skatteydere kan spare milliarder af dollar på energiregningerne, sagde Obama.
Obama sagde også, at han vil tilbyde arbejdende familier en skattelettelse på 1000 dollar (5.436 kr.).
- For at få folk til igen at bruge penge vil 95 procent af alle arbejdende familier modtage en skattelettelse på 1000 dollar. Det er første led i den skattelettelse for middelklassen, som jeg lovede under valgkampen, og som vil blive inkluderet i vores næste budget, sagde Obama.
Obama lovede samtidig, at hans økonomiske hjælpepakke vil udvide hjælpen til arbejdsløse og sundhedsdækning til de arbejdsløse.