Obama med opsang: Amerikanske vælgere bliver undertrykt

Trods årtiers kamp oplever mange amerikanere stadig undertrykkelse ved både valg og demonstrationer, mener den tidligere præsident.

Præsident Obama kom med en opsang under sin gravtale i går.

På trods af årtiers borgerrettighedskamp bliver amerikanere stadig diskrimineret ved valgstederne.

Sådan lød det i går fra den tidligere præsident Barack Obama.

Her holdt han tale ved borgerrettighedsforkæmperen John Lewis' begravelse i Atlanta.

John Lewis var en førende skikkelse i den fredelige kamp mod raceadskillelse, hvor han blandt andet marcherede side om side med Martin Luther King og på egen krop mærkede myndighedernes forsøg på at banke aktivister på plads.

Derudover var han medlem af Kongressen i 33 år.

Personer som John Lewis har været med til at skabe et bedre USA, men selv om landet er kommet langt siden 1960'ernes systematiske raceadskillelse, er der stadig bekymrende tendenser i nutidens USA, mener Obama.

- Vi oplever stadig, at den føderale regering sender styrker ud for at bruge tåregas og knipler mod fredelige demonstranter, lød det blandt andet fra præsidenten, der pegede på vælgerundertrykkelse som et særligt problem.

- Selv i dette øjeblik gør den siddende regering sit bedste for at forindre folk i at stemme.

Demokraten foreslog flere ændringer af de amerikanske valglove - herunder at amerikanere fremover automatisk bliver registreret som vælgere samt at gøre valgdagen til en helligdag, så flere får mulighed for at stemme.

Debatten om vælgerundertrykkelse har kørt længe i USA, men fik i går et nyt pust, da præsident Trump i går koblede brevstemmer sammen med valgfusk og luftede idéen om at udskyde det amerikanske valg.

Kritikere som præsident Obama ser kampen mod brevstemmer som et forsøg på at holde vælgere væk fra det amerikanske præsidentvalg i november.

Facebook
Twitter