Obama-portrætter bliver gjort til grin og får kritik

Særligt portrættet af Michelle Obama kritiseres for slet ikke at ligne USA's tidligere præsidentfrue.

Det tidligere præsidentpar Barack og Michelle Obama så ud til at være godt tilfredse med portrætterne. (Foto: Jim Bourg © Scanpix)

Der er mildt sagt delte meninger om de to portrætter af det tidligere amerikanske præsidentpar Barack og Michelle Obama.

Det er Obama-parret selv, der har valgt de to kunstnere til at male portrætterne, som skal hænge i The Smithsonian National Portrait Gallery i Washington D.C. og blev afsløret i går.

Barack Obamas portræt blev malet af Kehinde Wiley, mens Michelle Obamas portræt blev malet af Baltimore-kunstneren Amy Sherald.

Det er første gang i galleriets historie, at begge officielle portrætter af et præsidentpar er blevet malet af afro-amerikanske kunstnere.

Men især portrættet af Michelle Obama har fået mange reaktioner både fra nyhedsmedier og på de sociale medier.

Redaktør på CNN Chris Cilizza skriver i en analyse, at portrættet af Michelle Obama slet ikke ligner hende.

- Mens Barack Obamas portræt var interessant, var det skildringen af den tidligere førstedame Michelle Obama, der stjal billedet. Især fordi mange på nettet - inklusive jeg selv - ikke synes, at portrættet ligner mrs. Obama særligt meget, skriver Chris Cilizza.

The Western Journal skriver, at der absolut ingen lighed er mellem ansigtet på portrættet og Michelle Obamas eget ansigt.

På de sociale medier er det dog ikke kun Michelle Obama, der får en tur i møllen. Også portrættet af Barack Obama får hårde ord med på vejen.

Det højreorienterede medie The Daily Caller har spurgt læserne om deres mening. De sammenligner Barack Obamas portræt med billeder af blandt andet sangeren Beyonce, Nordkoreas tidligere leder Kim Jong il og et billede fra filmen American Beauty.

Hovedpersonerne selv udtrykte dog tilfredshed efter afsløringen af portrætterne.

Barack Obama var endda fuld af beundring over for Amy Sheralds portræt af hustruen Michelle:

- Du har på spektakulær vis fanget hendes skønhed, charme, intelligens... og hotness, sagde Barack Obama.

(Foto: MARK WILSON © Scanpix)

(Foto: MARK WILSON © Scanpix)