Obama støtter hemmelig opbakning til oprørere

Den amerikanske præsident har underskrevet en hemmelig ordre om at give mere støtte til oprørerne i Syrien.

Præsident Barack Obama har underskrevet en hemmelig aftale om at øge støtten til de syriske oprørere.

Præsident Barack Obama har underskrevet en hemmelig ordre om at øge opbakningen til de oprørere, der forsøger at vælte Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans regering. Det siger kilder med kendskab til sagen.

Dermed har CIA og andre amerikanske efterretningstjenester større mulighed for at bidrage til, at oprørerne kan få opfyldt målet om at få fjernet Assad.

Det er uklart, hvornår Obama satte sin signatur på dokumentet. Men de seneste uger er støtten til oprørerne intensiveret efter, at Sikkerhedsrådet i FN måtte opgive at nå til enighed om at indføre hårdere sanktioner mod regimet i Damaskus.

Bedre organiseretOpgaven med at forsyne oprørerne med våben varetages af Qatar, Tyrkiet og Saudi-Arabien.

USA har, i hvert fald officielt, afholdt sig fra at udstyre oprørerne med våben. Ifølge både amerikanske og europæiske embedsfolk har oprørerne de seneste uger været bedre organiseret og mere effektive end tidligere under den 17 måneder lange konflikt.

Omfanget af eventuel skjult støtte fra CIA eller andre efterretningstjenester til Assads modstandere kendes ikke.

En talsmand fra det Hvide Hus afviser at kommentere oplysningerne. En kilde i den amerikanske regering indrømmer, at som følge af Obamas godkendelse samarbejder USA med en hemmelig kommandocentral, som ledes af Tyrkiet og dets allierede.

Hemmelig base tæt på USA-base

Nyhedsbureauet Reuters fortalte for en uge siden, at Tyrkiet i samarbejde med Saudi-Arabien og Qatar har oprettet en hemmelig base tæt på grænsen til Syrien.

Formålet med basen er at forbedre forsyningerne af våben og kommunikationsudstyr til Assads fjender.

Basen ligger 60 kilometer fra grænsen til Syrien i byen Adana, som også er hjemsted for en amerikansk luftbase og et stort antal amerikanske efterretningsfolk.

Facebook
Twitter