Kontrollen med de amerikanske finansvirksomheder skal strammes godt og grundigt, og Obama-regeringen præsenterer allerede torsdag amerikansk tid sit udspil til, hvordan det skal foregå. Det siger anonyme kilder i regeringsapparatet til nyhedsbureauet Reuters.
Det bliver Finansministeriet, der i samarbejde med Kongressen skal udarbejde et helt nyt kontrolsystem, som skal have myndighed til at kigge meget dybt i regnskaberne hos forskellige finansvirksomheder som for eksempel hedgefonde.
Vil undgå økonomisk kollaps
Finansminister Timothy Geithner fremlægger planerne for Kongressen senere i dag lokal tid, og præsident Barack Obama skal bruge udspillet som platform til at diskutere mere kontrol med finansverdenen, når han 2. april mødes med lederne af G20-landene.
Udvidelse an kontrolsystemet i USA sker ifølge Reuters' kilder for at undgå et nyt økonomisk kollaps a la det, USA var offer for sidste år. Meget af skylden for nedturen er blevet placeret hos finanshusene og deres ukontrollerede profitjagt.