Obama til illegale indvandrere: Træd ud af skyggen

USA skal have et mere retfærdigt immigrationssystem, lyder det fra landets præsident, der fremlægger reform.

Barack Obama har i en tv-tale lanceret tre punkter til en kommende immigrationsreform (Foto: Scanpix)

Den amerikanske præsident, Barack Obama, kalder det sund fornuft af gøre noget ved det immigrationssystem, der betyder, at millioner af mennesker i USA lever som ulovlige indvandrere.

Det gjorde han klart i en tv-tale torsdag aften lokal tid.

Lev op til kravene

- Hvis du lever op til kravene, så kan du træde ud af skyggen og komme over på den rigtige side af loven. Hvis du er kriminel, bliver du udvist. Og hvis du har planer om at komme ulovligt her til landet i fremtiden, er din risiko for at blive fanget lige blevet forøget, siger præsidenten i sin tv-tale.

- Vores immigrationssystem fungerer ikke, og det ved alle. Ingen får en fribillet til amerikansk statsborgerskab. Denne reform giver ikke statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse. Men vi vil ikke udvise dig, hvis du lever op til kravene, siger Barack Obama.

Flere ressourcer til grænsen

I talen nævnte han blandt andet tre konkrete skridt, som der bliver taget med reformen.

For det første vil der blive sat ind med yderligere ressourcer i arbejdet ved grænsen, så færre formår at krydse ind til USA ulovligt.

For det andet skal det med reformen blive lettere og hurtige for veluddannede at kunne blive i USA og arbejde, efter at de har færdiggjort deres uddannelse på et amerikansk universitet.

For det tredje skal USA tage ansvar for de millioner af ulovlige indvandrere, som lever i frygt for at blive udvist, selvom de arbejder hårdt hver eneste dag.

Det skal blandt andet ske ved, at ansøgere, hvis de kan fremvise en ren straffeattest, bestå et baggrundstjek og bevise, at de betaler skat, kan få arbejdstilladelse i USA.

En nation af indvandrere

Ifølge præsidenten er det skridt, der følger den amerikanske tradition.

- Vi er en nation af indvandrere. En gang var vores forfædre også fremmede i dette land. Vi er her kun, fordi de blev budt velkommen. Det er det, der gør os til amerikanere. Troen på, at alle er skabt lige. Det er den tradition, som vi skal holde fast i, siger Obama.

/ritzau/

Facebook
Twitter