Tema Krigen i Syrien

Observatorium: Mindst 16 dræbt i angreb mod evakuerede syrere

Formodet bombeangreb har ramt syrere, der venter på at blive kørt til Aleppo som led i en evakuering.

Eksplosionen skyldes et bilbombeangreb lyder det fra både Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i London, og regeringsvenlige syriske medier. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

Mindst 16 mennesker meldes dræbt og adskillige såret, da en eksplosion lørdag ramte en kolonne af busser fulde af evakuerede syrere.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i London.

Busserne har natten over ventet i udkanten af Aleppo på at kunne køre til den syriske storby.

Eksplosionen skyldes et bilbombeangreb. Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der får sine oplysninger via et netværk af kilder og aktivister i Syrien.

Også regeringsvenlige syriske medier rapporterer, at der var tale om en selvmordsbilbombe.

Busserne blev tidligere stoppet på vej til Aleppo. Der er opstået uenighed mellem oprørere og den syriske regering om en aftale om udveksling af syrere, der er evakueret fra andre områder af landet.

Aftalen vil lade oprørere og deres familier komme til oprørskontrolleret område. Samtidig skal regeringstro krigere og indbyggere til et regeringskontrolleret område.

Eksplosionen fandt sted i Rashidin-området i udkanten af Aleppo. Her holder snesevis af busser med især shiamuslimske indbyggere fra to landsbyer, der er blevet evakueret.

Efter der opstod uenighed om evakueringsaftalerne, har tusindvis af syrere været strandet i eller uden for Aleppo.

En stor gruppe syrere, der skal køres til den oprørskontrollerede Idlib-provins, har siden fredag opholdt sig på en busstation i storbyen.

/ritzau/Reuters