Ø-stamme tilbeder dagligt britisk prins: Begræder 95-årige Philips pensionsplaner

En stamme i østaten Vanuatu har ventet næsten et halvt århundrede på "bjerggudens søn".

Høvding Jack Malia (nummer to fra højre) holder et portræt af den britiske prins Philip i landsbyen Younanen på stillehavsøen Tanna. (Foto: STAFF © Scanpix)

Det kom som lidt af et chok for beboerne i landsbyen Younanen på Tanna Island, da nyheden om den britiske prins Philips snarlige pension i denne uge nåede øen.

- Prins Philip har sagt, at han en dag vil komme og besøge os, siger høvding Jack Malia til nyhedsbureauet Reuters som reaktion på, at den britiske prins ikke længere vil deltage i officielle pligter.

- Vi tror stadig på, at han kommer. Og hvis han ikke kommer, så vil de billeder, jeg holder her, være ligegyldige, siger høvdingen, der blandt andet kan fremvise et billede af prins Philip fra 1980, hvor den royale brite holder en kølle, som er lavet af beboerne på øen.

Gudsdyrkelse omgærdet af mystik

Øen Tanna hører til østaten Vanuatu, som ligger ud for Australiens østkyst.

Her tilbeder beboerne dagligt den 95-årige britiske prins i håbet om, at han vil velsigne høsten af bananer og yams på øen.

- Hvis han en dag kommer, vil folk ikke være fattige, der vil ikke være sygdom, ingen gæld, fortæller Jack Malia til Reuters.

Hvornår øboernes gudsdyrkelse af den britiske prins opstod er uklart, men antropologer mener, at det begyndte i 1960'erne, hvor billeder af det britiske kongehus prydede væggene i de dengang kolonistyrede officielle bygninger.

Sagnet i Younanen lyder, at en bleghudet søn af øens bjerggud skulle rejse over havet for at lede efter en rig og magtfuld brud.

Denne profil synes at passe godt på Philip, hertugen af Edingburgh, der i 1947 giftede sig med den britiske tronarving Elizabeth.

Sagnet fik yderligere klangbund, da det royale par i 1974 besøgte Vanuatu.

- Prins Philip er vigtig for os, fordi vores forfædre har fortalt os, at dele af vores kultur findes i England, siger Jack Malia.

Det er dog uvist, om den aldrende prins Philips nye rolle som pensionist vil tillade ham et gensyn med øboerne.