Ødelagt Nike-sko fik basketstjerne til at styrte: Nu gør aktien det samme

Stortalentet Zion Williamson udgik med en skade, da hans Nike-sko faldt fra hinanden.

Da den amerikanske basketballspiller Zion Williamson onsdag aften styrtede til jorden under en kamp, sendte han Nikes pr-afdeling på overarbejde.

Det var nemlig ikke manglende balanceevne hos det 18-årige stortalent, men derimod hans ene sko, der var skyld i uheldet.

Billeder fra episoden viser, at syninger og limning var gået op, og at sålen havde løsnet sig fra resten af skoen.

Billederne viste, at skoen faldt fra hinanden. (Foto: Rob Kinnan © Scanpix)

Ikke god reklame for en af verdens førende producenter af sportssko, og ifølge aktieanalytikere var hændelsen skyld i, at Nikes aktie efterfølgende er faldet med mere end én procent, skriver CNN.

For at gøre ondt være måtte Zion Williamson, der anses for at være et af sportens største talenter, udgå af kampen med en knæskade.

Det hele blev overværet af Barack Obama, der sad på tilskuerpladserne.

Barack Obamas tilstedeværelse i hallen var med til at brede historien om den ødelagte sko på de sociale medier.

Obama på tilskuerpladserne

Den tidligere amerikanske præsident pegede med stor indlevelse på optrinnet, og de billeder blev straks et viralt hit på de sociale medier.

Kort tid efter udsendte Nike en pressemeddelelse med det første forsøg på at begrænse skaden.

- Vores produkters kvalitet og ydeevne er af allerhøjeste vigtighed for os. Selv om der er tale om en isoleret hændelse, arbejder vi på at identificere problemet, lød det.

Der var tale om en kamp mellem to universitetshold og ikke en kamp i den professionelle NBA-liga, men alligevel tiltrækker sagen sig masser af opmærksomhed.

I USA er sport på collegeniveau ekstremt eksponeret, og kampene tiltrækker tusindvis af tilskuere og bliver vist på tv.

Skal række hånden ud

Derfor er sagen nok uheldig for Nike, men man skal ikke forvente en længerevarende nedtur for firmaet på børsen, vurderer Patrick Rishe fra Washington University.

- Nike har et kæmpe brand og enorm magt. Hvis de er kloge, så rækker de hånden ud til Zion og får ham til at trække i deres sko igen, siger han til CNN.

Nike leverer sko og udstyr en lang række amerikanske basketballhold, og årligt bruger selskabet 11,5 milliarder dollar (75,6 mia. kr.) på reklamer og sponsoraftaler med prominente sportsudøvere.

Facebook
Twitter