Øjenvidne slap uskadt: Min mand lagde sig oven på mig

Sikkerhedsstyrker hentede os ud, siger tyrkisk øjenvidne efter angreb i Istanbul.

Natklubben Reine er en af Istanbuls populære barer. Den ligger lige ned til Bosporusstrædet på den europæiske side. (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Omkring 700 nytårsgæster var ifølge tyrkiske medier på natklubben Reina i Istanbul, da stedet i nat blev scene for et blodig angreb.

En af dem var Sinem Uynik, som nyhedsbureauet AP har talt med. Hun var til festen med sin mand, der blev såret af tre skud, men er uden for livsfare.

- Min mand sagde, at jeg skulle smide mig på gulvet. Så kom der en mand. Vi var i nærheden af vinduerne. Vi smed os på gulvet, min mand lagde sig oven på mig. De skød. To eller tre personer blev skudt. Så var der en slags tåge, og så besvimede jeg. De blev ved med at skyde, indtil vi kom ud derfra. Sikkerhedsstyrker kom og hentede os ud, siger hun.

- Der lå mennesker ovenpå mig, som jeg skubbede væk. (...) Alle græd. Der lugtede af krudtslam over det hele, siger hun.

Folk kom løbende ud

Et andet øjenvidne, musikeren Ismail Celebi, så angrebet fra den modsatte side af vejen, skriver AP.

- Vi hørte nogle skrig. Da vi kom ud, hørte vi skud. Folk sagde, at der var et bombeangreb indenfor. Vi så folk komme løbende ud, de trådte på hinanden, siger han og fortæller, at politiet kort efter afsikrede området og ikke lukkede nogen ind.

Allerede i morges kom det frem, at en betjent var blandt de dræbte. Han blev ifølge Istanbuls guvernør, Vasip Sahin, dræbt uden for natklubben, inden gerningsmanden gik ind og skød omkring sig.

22-årige Mehmet Dag gik forbi stedet og så en person skyde mod en politibetjent og en civil udenfor, inden han gik ind. Mehmet Dag filmede situationen.

- Jeg var chokeret. Da han gik ind, kunne vi ikke se, hvad der skete. Der var lyd af skud og efter to minutter lyden af en ekplosion, fortæller han til AP.

Natklubbens ejer har fortalt til den tyrkiske avis Hürriyet, at der var ekstra sikkerhed ved Reina, fordi den amerikanske efterretningstjeneste havde advaret om et angreb. Det er dog ikke blevet bekræftet officielt.

Den tyrkiske regering har efterfølgende beordret medier til ikke at dække angrebet med den begrundelse, at man ikke vil sprede frygt i befolkningen og gå "terroristernes ærinde".

Facebook
Twitter