Øjenvidne til bus-eksplosion: Jeg kunne mærke varmen

En buschauffør er kommet svært til skade, efter en gasbus tidligere i dag påkørte en for lav tunnel i det centrale Stockholm.

En politimand med røgmaske efter formiddagens eksplosion i Stockholm. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

En bus eksploderede her til formiddag ved Tegelbacken i det centrale Stockholm.

Magnus Ekmann befandt sig bare 20 meter fra bussen, da den eksploderede.

- Jeg kunne mærke varmen fra eksplosionen, og det regnede med splinter på min bil, fortæller han til SVT.

Bussen, der kørte på biogas, eksploderede og gik i brand, efter den kørte ind i en tunnel, der var for lav til, at bussen kunne komme igennem. Den var endnu ikke i trafik, og der var derfor ingen passagerer ombord, da ulykken skete.

Frygt for nyt terrorangreb

Over for svenske medier har flere øjenvidner beskrevet eksplosionen som "lyden af en bombe". Et øjenvidne kaldte på Twitter ulykken for ”det mest bizarre,” hun har set.

- Var 20 meter fra den eksploderende bus ved Klaratunnelen i dag. Det var det mest bizarre, jeg har set. Folk efterlod deres biler, en overantændt bus på to sekunder og løbende mennesker overalt. Kunne ikke trække vejret, tænkte, at det var et nyt terrorangreb, skriver Twitter-brugeren A$AP Phonsi.

Her kan du se, hvor voldsomt det så ud, da hele bussen var antændt:

Også andre øjenvidner beskrev frygten for endnu et terrorangreb i den svenske hovedstad.

- Vi undrede os over, hvad det kunne være og var bange for, at det var terror. Man kunne godt tro, at der var nogen, der havde stillet en beholder med brændstof i tunnelindgangen, som bussen har ramt, og at det så begyndte at brænde og eksploderede, siger Carina Skagerlind til svenske Expressen.

Busselskab: Bussen burde slet ikke have været på det sted

Øjenvidnet Magnus Ekmann havde allerede inden ulykken bemærket, at bussen var for høj til at komme ind i den lave tunnel. Han forsøgte forgæves at få buschaufførens opmærksomhed, fortæller han til SVT.

- Jeg dyttede ad den for at få den til at standse. Den var på vej ned i Klaratunnellen, men jeg kunne se, at den var for høj til at kunne komme igennem, fortæller øjenvidnet Magnus Ekmann.

Der var voldsom røgudvikling, da bussen blev antændt. Her ses en sort røgsøjle over Stockholm tidligere i dag. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Ifølge en talsmand for Storstockholms Lokaltrafik (SL) havde bussen ikke noget at gøre i tunnelen. Sikkerheden burde være bedre end det, siger talsmand Henrik Palmer til SVT.

- Førerne har instruktioner om, hvilke veje, de skal køre, netop fordi de her busser er højere end normale busser, siger han og tilføjer, at bussen må være kørt ind i en indkørselsbarriere, der skal sikre, at høje køretøjer stopper, inden de kommer for langt ind.

- Bussen burde slet ikke have befundet sig der, siger Henrik Palmer.

Ingen blev dræbt, da bussen eksploderede og efterfølgende gik op i flammer, men chaufføren er alvorligt såret og under behandling på Karolinska hospitalet i Stockholm.

Ifølge SL er det endnu uvist, om dagens ulykke vil medføre en ændring af arbejdsmetoderne i trafikselskabet.

Facebook
Twitter