Øjenvidne til flodbølgen: Sri Lanka er meget hårdt ramt

DR Nyheder Online har haft kontakt til Anne Louise Bøggild, som sammen med mand, barn og familie var på ferie på Sri Lanka, da flodbølgen ramte. De kæmpede for livet i vandmasserne. Her er hendes historie.

DR Nyheder Online har haft kontakt til Anne Louise Bøggild,som sammen med mand, barn og familie var på ferie på Sri Lanka, daflodbølgen ramte. Her er hendes historie.

Min mand Kristoffer og jeg befandt os den 26.12. med vorestoårige søn og mine svigerforældre på et hotel i Mirissa, cirka 30kilometer syd for Galle. Vi har været der mange gange før, etidyllisk sted med små bungalows ved stranden og en skøn strand.Hotellet hed ironisk nok "Paradise Beach Club".

Kort over SriLanka. Anne Louise Bøggild med barn, mand og familie boede på HotelParadise Beach Club Foto: AP, © AP Graphics

Aftenen d. 25 sad vi indtil midnat på stranden og iagttog detemmelig store tidevandsbølger, større end normalt, men vi mentedet blot skyldtes fuldmånen. Den efterfølgende morgen var smuk ogsolfyldt, alt var fred og idyl, havet stille. Vi kom lidt sent opog havde netop spist morgenmad på hotellets restaurant, der havdeudsigt over stranden og havet, og var vendt tilbage til vores lillebungalow for at gøre klar til en dag på stranden.

Vandet kom sivende

Kristoffer og Gustav havde fået badetøjet på og var på vej ned tilstranden, da vandet pludselig kom. Jeg var stadig i hytten og såderfor ikke selve bølgen, men gik udenfor, da der begyndte at sivevand ind ad døren. Som følge af aftenens store tidevandsbølgertroede jeg atter, at det blot var tidevandet og undrede mig lidt,men forestillede mig overhovedet ikke, at det var alvorligt. Da dennæste bølge kom, begyndte jeg at blive irriteret og lagdekufferterne op på sengen.

Endnu en bølge kom, jeg blev bange og prøvede at lukke døren,som blev revet af. Jeg prøvede at komme ud af huset, men der varallerede alt for meget vand og stærk strøm, så mit forsøg på atkomme op i et stort træ foran hytten var forgæves, og det var kunmed nød og næppe, at jeg fik kæmpet mig ind i hytten igen. Detnæste, jeg husker, er, at jeg hænger oppe i den elektriske vifte,og vandet strømmer ind. Møbler og tasker vælter rundt, og af og tillykkedes det mig at hvile benene lidt på sengen, når dentilfældigvis kom forbi.

Billede frafør flodbølgen af bungalows fra Hotel Paradise Beach Club, hvorAnne Louise Bøggilds familieboede.

I vand til halsen

Til sidst havde jeg vand til halsen og tænkte, at hvis der kommerendnu en bølge, så er det slut... Det var fuldstændig surrealistiskat hænge der i stille, grønt vand til halsen og ikke ane, hvad dervar sket. Hytten var meget lavloftet, og der var mindre end enmeter til loftet, men pludselig begyndte vandet at falde igen, ogefter kort tid kunne jeg hoppe ned igen og løbe ud af hytten.

Udenfor var alt stille, vandet flød tilbage. De fleste hyttervar faldet fuldstændig sammen, og ved restauranten var der glasskåroveralt. Jeg og et par andre søgte efter overlevende i desammenfaldne hytter, men det eneste, jeg kunne tænke på, var, ommin mand og min søn var i sikkerhed. Jeg fik fisket sko op afvandet til mig selv og min mand og løb så af sted for at lede efterdem.

Skilt fra mand, barn og familien

Overalt var der sammenfaldne huse, møbler, glasskår, træer ogbiler, der var væltet. Og mange turister, der løb rundt og kaldtepå deres familie. Især husker jeg en britisk kvinde, der kun kunnefinde et af sine fire børn. Jeg løb ind i landsbyen, der bestod afjordveje og små træhytter, og overalt var der mennesker, isærlokale, der løb indad i landet for at søge op på de høje bakker.Alle råbte, at der ville komme mere vand, og jeg anede ikke, om jegskulle søge i sikkerhed eller lede efter min familie.

Så fik jeg øje på Kristoffer og Gustav og kunne endelig brydesammen. Han havde som sagt været på vej ned til stranden, da denførste bølge kom. Da den anden kom, vendte han om for at hente mig,men måtte opgive da endnu en stor bølge kom og væltede ham omkuld.Jeg har en fornemmelse af, at han var ved at miste vores søn på dettidspunkt. Han fortæller, at han så endnu en stor, brusende bølgekomme og løb alt, hvad han kunne for at komme i sikkerhed, hen overglasskår, bjælker og sammenfaldne huse. Indtil han nåede hotelletshøje ydermur og blev stoppet. I sidste øjeblik faldt muren sammen,og de kom væk.

Frygten for flere bølger

Vi løb i sikkerhed på en høj bakke sammen med en masse af de øvrigeturister fra hotellet og en masse lokale srilankanere. Her sad vi iet par timer, de fleste i badetøj og uden at have medbragt nogetsom helst. Vi delte, hvad vi havde af vand og kiks, og ventede. Detvar umuligt at komme i telefonisk kontakt med omverdenen. Mangehavde fået slemme sår i kampen for at overleve og fortaltehistorier om, hvordan de havde kæmpet sig op på taget af hytterne,som så var brast sammen. Og mange savnede familiemedlemmer, menefterhånden dukkede flere og flere overlevende op.

Animation of the spread of the IndonesiantsunamiSe enanimation af flodbølgen (fra Japans National Institute of AdvancedIndustrial Science and Technology).http://staff.aist.go.jp/kenji.satake/animation.gifFlodbølgen

Vi anede ikke, hvad der var sket, der havde ingen varsler været,men min nabo på hotellet mente at have mærket jordskælvet tidligtom morgenen. Vi frygtede hele tiden, at der ville komme flerebølger, men efter et stykke tid begyndte vi at kunne se et mønsteri vandets tilbagevenden, med intervaller på halve timer blevklipperne dækket til og atter nøgne. Og min mand begav sig tilbagetil hotellet for at lede efter sine forældre.

De blev begge fundet i god behold. Min svigermor havde befundetsig i restauranten, da vandet kom, og nåede ikke at komme isikkerhed, brækkede foden og blev væltet omkuld af bølgerne. Hun låog flød i vandet og holdt fast i, hvad der nu flød forbi, og blevpresset ind i et hjørne mellem en husvæg og ydermuren til hotelletog frygtede at blive slået ind i murene af vandet. Hun bad to mændom hjælp, men de overhørte hende, og så faldt ydermuren pludselig,og hun blev skyllet hen over den og flød hen til et andet hus, hvorhun kæmpede sig op. Vandet var på dette tidspunkt begyndt at trækkesig tilbage, men der var murbrokker og glas, og hun trådte på endød mand for at komme op på huset. Efterfølgende blev hun hjulpet isikkerhed og bragt til en lokal læge i nærheden.

Min svigerfar var også blevet væltet omkuld, var under vand ogmåtte holde fast i træer og huse for ikke at blive suget ud af denstærke strøm, men det var lykkedes ham at komme i sikkerhed. Hanvar på et ret tidligt tidspunkt gået tilbage til, hvad der vartilbage af hotellet for at lede efter os, og begyndte at redde,hvad der reddes kunne fra vores bungalows, der af en eller andengrund stadig stod. Allerede på dette tidpunkt mødte han lokale, dervar i gang med at plyndre husene.

At fælde en palme med en lommekniv

Min mand og hans far fandt hinanden foran vores store landcruiser,som ved et mirakel var nogenlunde hel. Bilen, der vejer to tons,var blevet rykket flere meter, men ikke væltet og totalsmadret somde små personbiler i nærheden. De måtte vælte en tuktuk (trehjulettaxi) ned fra taget og fælde en palme med lommekniven - det var demærkeligste ting, min svigerfar havde formået at finde i mudderet ihytterne - fik bilen fri og kørte hen til bakken for at hente os.Hvorefter bilen gik i stå.

Se billedserieSe nogleaf de omfattende ødelæggelser på disse luftfotosSmadrede kyststrækninger

Vi sad i mange timer og ventede, forsøgte forgæves af få fat påen mekaniker, men fik til sidst bilen i gang, og det var medumådelig lettelse, vi forlod Mirissa sidst på eftermidagen. Vikørte et kort stykke på hovedvejen langs kysten, og ødelæggelsernevar forfædelige. Alt var væltet, flået og ødelagt, biler væltede,kæmpetræer overalt og jernbanen flået fra hinanden. Der lå stadigen del vand i de mere lavtliggende områder. Men det værste varnæsten stilheden - ingen mennesker, ingen dyr.

Kontakt til verden

Hovedvejen til Colombo var fuldstændig umulig at køre på, og vifrygtede yderligere bølger, så vi prøvede ved først kommendelejlighed at krydse jernbanen og komme op i højlandet. Vi kørte sålænge, det var lyst, men måtte stoppe i en lille landsby, da detblev mørkt, for vores lygter duede ikke. En lokal familie tog sigaf os og gav os husly med en helt utrolig gæstfrihed, og vi fikomsider mulighed for at ringe til Colombo for at give lyd fraos.

Efter halvandet døgn nåede vi endelig frem til Colombo. Familienhar været på hospitalet for at få lappet på sår og skræmmer, og vihar det efter omstændighederne godt.

Vi har set lokale såvel som internationale nyheder hele dagen,og tilsyneladende var bølgerne i Mirissa langt fra de værste påøen. Vi har prøvet at rekonstruere, hvad der skete, og mener, atder kun har været tale om 6 - 7 bølger, som ganske vist har væretstore og kraftige, men altså ikke værre end at vi kunne overlevedem!

Tv viser barske billeder

Østkysten blev langt værre ramt. Her kom der fem meter storetsunamibølger og flåede alt med sig. Visse steder af vestkystenblev også ramt af meget kraftige bølger, bland andet den smukkegamle portugisiske by Galle, der er et meget yndet turistmål. Delokale nyheder viser hele tiden optagelser af det kaos, vandetefterlod, store busser, der flyder rundt som tændstikker, ogmennesker, der forgæves prøver at holde sig fast.

I det hele taget vises der i lokalt tv ret barske billeder frahele øen, lig i rækkevis, søgende og sørgende efterladte, dødebørn, der flyder rundt i vandet. Tabstallene for Sri Lanka er nuoppe på over 15.000, og over en million er blevet hjemløse, og øener dermed et af de værst ramte områder i Asien, så vidt jeg kanforstå.

Hvad der skete med de øvrige turister i Mirissa, aner jeg ikke.Ifølge min mand begyndte der at indfinde sig sårede turister ibadebukser på hospitalet i Colombo, da han var der i aftes. Og jeghar hørt lignende beretninger fra nogle af byens større hoteller.Mange af turisterne har mistet alt, men det er naturlivis intet atregne mod de lokale, der har mistet deres hjem og alt, hvad deejer. Mennesker, der i forvejen er så fattige.

Facebook
Twitter