Øjenvidner i Berlin: Folk omkring mig skreg, og så løb jeg bare

Tyske medier har fået flere beretninger fra chokerede øjenvidner, der var tæt på, da en lastbil torpederede et julemarked i Berlin.

En lastbil har her til aften torpederet et julemarked i det centrale Berlin. Ni personer er dræbt, og flere meldes såret.

Julemarkedet ligger ved Gedächtniskirken omkring den berømte shoppinggade Kurfürstendamm i den tyske hovedstad.

Tyske medier har fået flere beretninger fra chokerede øjenvidner, der var tæt på episoden. Blandt andet fra en kvindelig medarbejder på julemarkedet, der overværende lastbilens torpedering af menneskemængden.

- Lastbilen kørte igennem her med stor fart, og folk løb væk og faldt om. Jeg så det hele. Alle de døde og hårdt kvæstede, og jeg trak en hårdt kvæstet person ud fra under lastbilen, fortæller den chokerede kvinde til Berliner Zeitung.

En ældre herre fortæller til Berliner Morgenpost:

- Den (lastbilen red.) kørte bare direkte over kantstenen og ind på pladsen. Det må have været med vilje, for den havde ikke lys på. Og så hørte jeg bare disse høje knald og hysteriske skrig, siger han.

En kvinde, der befandt sig på julemarkedet, fortæller til samme medie:

- Pludselig hørte jeg et meget højt brag. Nogen trak mig i den ene arm, og derefter hørte jeg kun skrig. Lige ved siden af mig var der en, der faldt om, og så begyndte jeg bare at løbe.

Folk i Berlin opfordres af politiet til at blive væk fra julemarkedet for ikke at spærre for vejene, som udrykningskøretøjerne skal bruge.

En person anholdt

Derudover opfordres alle til ikke at dele video-optagelser fra pladsen af hensyn til de mennesker, som enten er såret eller dræbt, skriver politiet i Berlin på Twitter.

Den ene af de to personer, der her til aften kørte en lastbil ind i et julemarked i Berlin, er blevet anholdt.

Der er formentlig tale om føreren, siger tysk politi ifølge Berliner Morgenpost. Politiet tilføjer, at den anden person blev dræbt på stedet.

Overblik over angrebet
Facebook
Twitter