Øjenvidner til israelsk ulykke: 'Uanset hvor du kiggede hen, så du en, der gav førstehjælp'

- Jeg så vel over 20, der fik førstehjælp på samme tid, fortæller vidne.

Mindst 44 personer er blevet dræbt i ulykken, der skete omkring midnat. (Foto: Ronen Zvulun © Scanpix)

Hvad der skulle have været den første store festlige forsamling efter coronapandemien i Israel, udviklede sig i nat til et reelt mareridt.

Under fejringen af den jødiske højtid Lag Ba'Omer var omkring 100.000 samlet på bjerget Meron, der ligger i den nordlige del af Israel, da en tribune kollapsede, fordi for mange mennesker angiveligt opholdt sig på den.

Ifølge beredskabsmyndigheder blev ulykken forårsaget af en massiv trængsel, da tusindvis af mennesker forsøgte at komme ud på samme tid via en smal trappeopgang, og mindst 44 personer har mistet livet.

Det forlyder, at flere gled på trinnene og faldt ned på personerne foran, hvilket satte gang i vild panik, hvor flere efterfølgende blev mast. Indledningsvist lød det ellers fra beredskabet, at ulykken skete i forbindelse med, at en tribune kollapsede, men dette er ikke blevet bekræftet.

Men vidner fortæller, hvordan kaosset med et brød ud.

- Det var fyldt med mennesker, og der var vel omkring 60-70.000. Der var ingen plads til at bevæge sig, og folk begyndte at vælte omkuld, fortæller vidnet Wice Israel til CNN.

Video fra AP viser kaosset efter ulykken:

En ambulanceredder, Kalanit Taub, beskriver overfor CNN kaosset som en "vanvittig scene", hvor der konstant var nye ofre, der krævede at blive tilset.

- Jeg så vel over 20, der fik førstehjælp på samme tid. Uanset hvor du kiggede hen, så du en, der gav førstehjælp.

- Nogle timer senere gik jeg rundt i området, og jeg så folk, der enten græd eller sad og kiggede med et tomt blik ud i luften. Jeg forsøgte at hjælpe dem med at fordøje oplevelsen. Men de havde ingen idé om, hvordan de skulle håndtere, hvad de lige havde set, siger hun til CNN.

Ambassadør: En sorgens dag

Den danske ambassadør i Israel, Anne Dorte Riggelsen, fortæller, at Israel er stået op til en følelse af kollektiv chokstilstand, uanset om man er ultraortodoks eller moderat troende.

- Der er en følelse af, at der er landesorg. Det er en tragedie, som føles overalt i Israel, både religiøst og ikke-religiøst. Det er helt klart tilfældet.

Ambassadøren fortæller, at efterspillet om, hvorvidt begivenheden var arrangeret korrekt ikke er begyndt endnu.

- Man er ikke kommet dertil. Nu er man i det mentale rum, hvor man udtrykker sin sorg, sin solidaritet og sit håb for, at de sårede kommer igennem. Man er ikke ved regnskabets time endnu. Den vil selvfølgelig komme, som den altid gør.

Anne Dorte Riggelsen har været Danmarks ambassadør i Israel siden marts 2020. (Arkivfoto) (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Anne Dorte Riggelsen fortæller, at Lag Ba'Omer en vigtig højtid i Israel, som først og fremmest er en religiøs højtid, men også en kulurel højtid, hvor mange vælger at blive gift.

Højtiden er til ære for Shimon Bar Yochai, der levede i det andet århundrede og er begravet i området.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver på Twitter, at han føler med ofrene i Israel.

- Vores kondolencer, tanker og sympati går til de overlevende, venner og familier til ofrene og hele det israelske folk.

'Folk er i chok over, at det kunne gå så galt'

Begivenheden er den største, der er blevet holdt i Israel siden coronapandemiens begyndelse.

Landet har haft stor succes med udrulningen af sit vaccineprogram, og hverdagen er på mange måder tilbage. Alligevel frarådede sundhedsmyndighederne at afholde et så stort arrangement.

Selvom ambassadør Anne Dorte Riggelsen siger, at diskussionen om skyld endnu ikke for alvor har fået fat, fotæller Michael S. Lund, der er korrespondent i Mellemøsten for DR Nyheder, at den så småt er ved at anmelde sin ankomst.

- Folk er i chok over, at det kunne gå så galt. Der er allerede kritik fra nogen af dem, der var med, som siger, at det ikke har været arrangeret ordentligt, når det her kunne ske.

Bjerget Meron ligger i den nordlige del af landet.

- Nogen siger, at politiafspærringer gjorde, at folk ikke havde nogen mulighed for at flygte, da panikken udbrød.

Michael S. Lund fortæller, at omkring en tredjedel af israelerne fortsat ikke er blevet vaccineret, og at arrangementet derfor var blevet pålagt en række coronaretningslinjer.

- Man havde planlagt, at man skulle vise coronapas, men det har vist sig at være fuldstændig umuligt at overholde, fordi der var så mange mennesker, siger han.

Ifølge Times of Israel tegner ulykken til at blive den værste i fredstid i Israels historie.

Premierminister Benjamin Netanyahu kalder ulykken for en "forfærdelig tragedie" og beder for, at alle sårede vil komme sig.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk