Øjenvidner: Togulykke lød som eksplosion

- Det mest slående efter ulykken var, hvor stille der var. Der var en masse stilhed, siger øjenvidne.

Øjenvidner tæt på togulykken i Spanien siger, at man hørte et voldsomt brag, som om der skete et jordskælv. (Foto: REUTERS/Oscar Corral © Scanpix)

Øjenvidner siger, at togulykken ved Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien lød som en voldsom eksplosion.

- Jeg var derhjemme og hørte noget, der lød som et tordenbrag. Det var meget højt, og der var en masse røg, siger den 62-årige Maria Teresa Ramos, der bor få meter fra det sted, hvor ulykken skete.

- Det er en katastrofe. Folk bryder sammen i gråd. Ingen har set noget som dette før, siger hun.

Næste om et jordskælv

Toget med 218 passager om bord blev afsporet klokken 20.42 onsdag aften.

Den 39-årige Francisco Otero, der var i sine forældres hjem tæt på ulykkesstedet, siger, at han hørte et voldsomt brag, som om der skete et jordskælv.

- Det første jeg så, var liget af en kvinde. Jeg har aldrig set et lig før, men det, som først og fremmest slog mig, var, hvor stille der var. Der var en masse stilhed, lidt røg og en lille brand, siger han og tilføjer:

- Mine naboer forsøgte at hjælpe folk, som var klemt fast i de ødelagte togvogne. De brugte små økser og forhammere, og det lykkedes dem at få dem ud med en håndsav. Det var uvirkeligt.

Kørte muligvis for hurtigt

Et vidne siger til radiostationen Cadena Ser, at fire togvogne rullede rundt flere gange og til sidst lå oven på hinanden krøllet helt sammen.

Ulykken, der har kostet mindst 77 mennesker livet og kvæstet omkring 140, skyldtes efter alt at dømme, at toget kørte alt for hurtigt, siger kilder til avisen El Pais.

Personer, der deltager i redningsarbejdet og efterforskningen af ulykken, mener, at toget kom ind svinget med al for høj hastighed.

Topfart på 240 km/t

Hastighedsbegrænsningen er 80 kilometer i timen i den skarpe kurve, hvor samtlige af passagertogets vogne blev afsporet. Kilder siger til El Pais, at det lader til, at toget kom ind i kurven med en hastighed på over 180 kilometer i timen.

Ulykkestoget, der var trukket af to lokomotiver, har en topfart på over 240 kilometer i timen, ifølge El Pais.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter