Brune, visne blade bliver samlet på græsplænen og lagt i en trækasse med kompost på hotellet Coconut Lagoon i det sydvestlige Indien.
Både turister og hotellets ansatte hjælper til, så komposten kan blive til biogas.
- Vi sorterer al affald. Vi går rundt og samler ind til komposten, siger Lotta von Schedin, der er svensk turist på det økologiske hotel.
Turisme er en af verdens allerstørste industrier, og et stigende antal turister vælger at rejse på en bæredygtig måde, så miljøet beskyttes.
Turisme beskytter lokalmiljø
Den indiske delstat Kerala har for nylig vundet en pris af FNs turismeorganisation for sin ansvarlige turisme.
Der er blevet investeret massivt i økoturisme, og op mod to millioner besøgte Kerala sidste år. Antallet ventes at stige med syv procent både i år og næste år.
- Uden turistindustrien ville Kerala slet ikke eksistere. Området havde været forurenet. Turistbranchen beskytter miljøet, mener hotelchef Samboo Gopalakrishnan.
Men lange flyrejser forurener
Økoturisme defineres som rejser til naturområder, hvor der lægges vægt på beskyttelse af miljøet, trivsel i lokalbefolkningen og uddannelse af både turister som ansatte i turistbranchen.
The International Ecotourism Society anslår, at økoturismen udgør omkring otte procent af den samlede turisme.
- Vi har ikke hardcore tal på, hvor mange, der rejser bæredygtigt og herunder som økoturister. Men vi kan se en stigning i udbud og efterspørgsel af bæredygtige produkter. Det, at vi er blevet mere kritiske forbrugere og kommunikerer på de sociale medier, er med til at skabe en øget bevidsthed om, hvordan vi rejser, siger professor i turisme ved Syddansk Universitet, Jane Liburd.
På verdensplan er tyskerne det folkefærd, der rejser mest, set i forhold til indbyggertal. Den seneste rejseanalyse fra Tyskland viser, at op mod 90 procent er interesseret i en bæredygtig rejse.
Men trods den stigende miljøbevidsthed, forurener turistformen stadig meget, siger Jane Liburd.
- Hvis man som økoturist vælger at rejse til meget fjerne egne af verden, som måske kræver, at man skifter fly flere gange, bliver det CO2-aftryk, man sætter som økoturist meget større, end det man sætter som masseturist, hvor man flyver syd på i et fyldt fly.
Asien hitter blandt turister
Turismeindustrien står for 10 procent af hele verdens bruttonationalprodukt.
12, 5 procent af verdens udledning af drivhusgasser kommer fra turismebranchen, hvis man medregner for eksempel hotellers energiforbrug.
FN regner med, at der om tyve år vil være dobbelt så mange internationale rejsende, og i øjeblikket er Asien det kontinent, hvor turismen er allermest i vækst.
Mad lavet på biogas
På hotellet Coconut Lagoon i Indien er swimmingpoolen opvarmet af solpaneler, og maden, der serveres, er lavet af lokale økologiske råvarer, der bliver tilberedt ved hjælp af biogas.
- Jeg er blevet mere opmærksom på naturen, der omgiver os, siger en af hotelgæsterne, Gowri Balakrishnan.
Der er 180 sommerfuglearter på stedet, og hotelchefen siger, at det var vigtigt at bevare økosystemet i området, da hotellet blev bygget.
- Turistindustrien er vores største indtægtkilde, siger Samboo Gopalakrishnan.
24 millioner flere udenlandske gæster kom til Asien sidste år, og i for eksempel Thailand regner man med op mod en million økoturister i 2017.