Østrigs vicekansler går af efter skandalesag

Skjulte optagelser har skabt politisk kaos i landet.

Vicekansler Heinz-Christian Strache træder tilbage.

Østrigs vicekansler Heinz-Christian Strache har netop meddelt på et pressemøde, at han træder tilbage.

- Jeg har indgivet min opsigelse som Østrigs vicekansler til kansler Kurz, og han accepterede beslutningen, sagde Strache på pressemødet.

Strache er leder af det højrenationale Frihedsparti, FPÖ, der indgår i koalitionsregering med kansler Sebastian Kurz' konservative parti, ÖVP.

Strache er havnet i politisk stormvejr, efter at den tyske avis Süddeutsche og nyhedsmagasinet Spiegel fredag aften bragte en skandale-historie om ham.

Skjulte optagelser på Ibiza

Omdrejningspunktet i historien er skjulte optagelser fra et luksuriøst sommerhus på Ibiza, hvor Heinz-Christian Strache og hans højre hånd, Joachim Gudenus, sidder med en kvinde, som udgiver sig for at være rig forretningskvinde og niece til en russisk oligark.

Det var i juli 2017, tre måneder inden valget i Østrig, og der er en festlig stemning med vin, vodka og redbull på bordet.

Kvinden tilbyder at investere store summer i de højrenationales valgkamp, og tilbuddet vækker så stor interesse hos Strache, at samtalen kommer til at handle om, hvad der lyder som ulovlig partifinansiering.

Som modydelse til de russiske penge vil kvinden blive belønnet med store statslige ordrer, hvis FPÖ kommer i regering - hvilket de gjorde efter valget.

I videoen taler den russiske kvinde og den nu tidligere vicekansler også om, hvordan den russiske kvinde kan bruge sine finanser til at overtage aktiemajoriteten i Østrigs største og mest magtfulde avis, Kronenzeitung.

"Pinlig og fordrukken sag"

Det hele kan ses på en video, som blev offentliggjort af de tyske medier fredag aften.

Den russiske kvinde, der præsenterede sig selv som en niece til en russisk oligark, viste sig at være en lokkedue.

Strache sagde til journalisterne på pressemødet i dag, at han ulovligt var blevet "offer for et målrettet politisk angreb", men tilføjede, at hans adfærd i videoen var "dum og en fejltagelse".

Strache fastholder, at han ikke har brudt nogen love, men han erkender, at der er tale om det, han betegner som en "ekstremt pinlig og fordrukken sag".

Hvem der står bag videoen, er uvist, men den er tilsyneladende nøje tilrettelagt.

Kilden, som videoen stammer fra, er kendt af nyhedsmagasinet Der Spiegel og avisen Süddeutsche, men insisterer ellers på at være anonym. De har tjekket med eksterne eksperter, at videoen er autentisk.

Kommer kort før valget til Europa-Parlamentet

- Årsagen til, at videoen offentliggøres nu, er formentlig, at der om en uges tid er valg til Europa-Parlamentet, siger DR's korrespondent Michael Reiter:

- De østrigste, højrenationale FPÖ står til at få et rimeligt godt valg, og den her video kan meget vel ødelægge chancerne for Frihedspartiet FPÖ, og muligvis også give alvorlige skrammer til den alliance af højrefløjspartier, som FPÖ indgår i i Europa.

Men det kan altså også være, at den endnu ukendte afsender ønsker, at den østrigske regering skal falde fra hinanden, fortæller korrespondent.

- Den har i flere måneder nu været tæt på et sammenbrud på grund af flere små og store skandaler.

Transportminister Norbert Hofer overtager stillingen som vicekansler og partileder i FPÖ, der indgår i koalitionsregering med kansker Sebastian Kurz' konservative parti, ÖVP.

Opdateret klokken 16.20 med citater fra DR's korrespondent Michael Reiter og flere oplysninger om videoens indhold.

Opdateret med video.

Facebook
Twitter