Østrigske politikere truer historisk EU-handelsaftale med Sydamerika: 'Den er skidt for klimaet'

Handelsaftalen med blandt andet Brasilien har mødt kritik fra flere sider.

De østrigske politikere frygter blandt andet, at den nye handelsaftale kan føre til skovrydninger i Amazonas. (Foto: Bruno Kelly © Scanpix)

Den omfattende frihandelsaftale, som EU i sommer indgik med Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, går en noget usikker fremtid i møde, efter at et flertal i det østrigske parlament har valgt at afvise den.

Aftalen, som tog 20 år at forhandle på plads, kan først træde i kraft, når alle EU-landene har sagt endelig god for den.

Men ifølge et bredt politisk flertal i det østrigske underhus er aftalen med de fire sydamerikanske lande, der sammen går under navnet ’Mercosur’, til skade for blandt andet klimaet og miljøet.

Derfor har de ifølge SpiegelOnline besluttet, at den østrigske regering skal nedlægge veto mod den, når EU’s stats- og regeringschefer skal tage stilling til den i Det Europæiske Råd.

- Mercosur-aftalen truer verdens klima og fører til skovrydning af regnskoven. I en tid med klimakrise er det helt forkert at begynde at transportere flere produkter, som bedre kan produceres her i Europa, over havet, understregede Jörg Leichtfried fra det østrigske socialdemokrati, SPÖ, inden afstemningen.

Det er fire ud af de fem hovedpartier i Østrig, der bakker op om beslutningen, heriblandt det konservative ÖVP-parti, som indtil maj i år stod i spidsen for landet.

- Det er en stor succes for forbrugerne, miljøet, dyrevelfærden og menneskerettighederne, tilføjede Jörg Leichtfried, som har været tovholder på forslaget, efterfølgende på Facebook.

'Historisk' aftale

Handelsaftalen blev ellers betegnet som ”historisk”, da den blev indgået under G20-topmødet i den japanske storby Osaka i juni i år.

- Midt i internationale handelsspændinger sender vi i dag et stærkt signal sammen med vores Mercosur-partnere om, at vi går ind for regelbaseret handel, lød det fra Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Mercosur-aftalen blev indgået under G20-topmødet i Osaka. Jair Bolsonaro, der står som nummer to fra højre, har selv rost aftalen og betegnet den som vigtig for Brasiliens økonomi. (Foto: Jorge Silva © Scanpix)

Handelsaftalen er den største, EU nogensinde har forhandlet på plads. Og hvis den træder i kraft, vil den blandt andet fjerne en række handelshindringer, som i dag besværliggør samhandlen mellem EU og de sydamerikanske lande – heriblandt fjerne toldafgifter på produkter som juice, pulverkaffe og frugter.

Målet er at øge eksporten fra begge parter, og den vil i givet fald komme til at omfatte 780 millioner mennesker og en fjerdedel af verdensøkonomien.

Det er dog ikke alle, der deler Jean-Claude Junckers begejstring for aftalen.

Flere europæiske landbrugsorganisationer har været stærkt kritiske overfor, at sydamerikanske producenter af kød, sukker og ætanol står til at få bedre adgang til det europæiske marked. De frygter, at Europa vil blive oversvømmet med billigere, sydamerikanske alternativer, der kan få priserne til at falde.

Macron truer med at spænde ben

Fra miljøorganisationer har der været kritik af, at EU har valgt at indgå en aftale med blandt andre Brasiliens omstridte præsident, Jair Bolsonaro, som overtog posten i begyndelsen af året.

Han er selverklæret klimaskeptiker. Derudover har han gjort det lettere for folk, der vil fælde Amazonas for at dyrke jorden, at gøre det. De frygter blandt andet, at den brasilianske regering vil nikke ja til mere regnskovsfældning for på den måde at kunne øge landbrugsproduktionen og derved eksportere flere varer til EU.

Derfor blev Mercosur-aftalen også trukket ind i debatten om de store skovbrande i Amazonas.

- Det er svært at forestille sig en harmonisk ratificeringsproces i de europæiske lande, så længe den brasilianske regering tillader, at man ødelægger jordens grønne lunger, sagde rådsformand Donald Tusk i sidste måned.

Og den franske præsident, Emmanuel Macron, truede efterfølgende med at nedlægge veto mod aftalen, hvis ikke den brasilianske regering lever op til de forpligtelser, heriblandt at bekæmpe skovrydning, der er en del af FN’s klimaaftale fra Paris, og som er skrevet ind i handelsaftalen.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, er ikke begejstret for sin brasilianske kollegas håndtering af skovbrandene i Amazonas. (Foto: Philippe Wojazer © Scanpix)

Ikke død endnu

Det samme gjorde den irske og den luxembourgske regering.

Og den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har ifølge mediet Politico udtalt, at hun er klar til at droppe aftalen, hvis ikke de fire Mercosur-lande lever op til deres miljømæssige forpligtigelser.

Trods beslutningen i Østrig er aftalen dog ikke død endnu. De østrigske politikere, der senere på måneden skal til valg, kan vælge at tage en ny afstemning på et senere tidspunkt, skriver Politico.

Derudover mener toneangivende EU-medlemslande som Tyskland, Spanien og Storbritannien, at aftalen ikke skal droppes trods kritikken.

- Det er netop ved at bruge de miljømæssige klausuler, der er i aftalen, at vi kan gøre fremskridt, lød det i august i en udtalelse fra den spanske regering.

Ifølge Politico bliver det tidligst næste år, at Det Europæiske Råd skal ratificere aftalen. Det skal ske ved enstemmighed. Derudover skal aftalen også godkendes af både Europa-Parlamentet og parlamenterne rundt om i Europa.