Officielt: Spanierne til valg igen 26. juni

Spaniens kong Felipe VI har formelt udskrevet valg, der holdes den 26. juni, skriver Reuters.

Her underskriver kong Felipe dekretet om, at parlamentet er opløst, og at der er nyvalg i Spanien 26. juni. (Foto: SPANISH ROYAL HOUSEHOLD / HANDOU © Scanpix)

Spaniens kong Felipe VI har formelt udskrevet valg, der holdes den 26. juni.

- Lad os håbe, at vi har alle har lært noget, og at det næste parlament vil kunne nå frem til en regeringsaftale så hurtigt som muligt, siger parlamentsformand Patxi Lopez, som på et pressemøde tirsdag bekræfter, at kongen har underskrevet et dekret om nyvalg.

For en uge siden kom det frem, at den spanske konge nægtede at udpege endnu en ny forhandlingsleder, der skulle prøve at danne en regering i landet.

Der var valg i Spanien så sent som i december, men det endte med en så kompliceret parlamentarisk situation, at det trods flere forsøg endnu ikke er lykkes for partierne at blive enige om en koalitionsregering.

Fungerende premierminister har siden valget været Mariano Rajoy, der også var premierminister inden december-valget. Heller ikke han har kunnet mønstre et flertal i parlamentet.

  • Sagen kort:

  • Siden decembervalget er Spanien blevet ledet af et forretningsministerium under ledelse af PP med Mariano Rajoy som fungerende premierminister.

  • Kongens forhandlinger med de fire største partier i parlamentet var hans tredje forsøg siden valget på at finde en kongelig undersøger, der kunne forhandle sig frem til en levedygtig koalitionsregering.

  • De fire partier er PP, der vandt 123 af parlamentets 350 pladser, Socialisterne med 90 mandater, det stærkt venstreorienterede parti Podemos med 69 mandater og midterpartier Ciudadanos med 40 pladser.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter