Dansk par stukket ned i Centralafrika

Ofre for knivangreb i Gabon er dansk kærestepar

Ifølge arbejdsgiveren Bonnier var parret i det centralafrikanske land Gabon for at fotografere flodheste.

Parret blev angrebet i Gabons hovedstad, Libreville, på et marked. Her ses lokal politi i færd med at afhøre stadeholdere om knivangrebet. (Foto: STEVE JORDAN © Scanpix)

Det er en dansk mand og en dansk kvinde i 40'erne, der har været udsat for et knivangreb i det centralafrikanske land Gabon i går, oplyser Jens Henneberg, der er viceadministrerende direktør hos udgivervirksomheden Bonnier.

De danner par både privat og professionelt og var i Gabon for at fotografere flodheste og gorillaer.

- Kvinden har det efter omstændighederne fornuftigt, men er selvfølgelig dybt chokeret over, at hendes mand er i en kritisk tilstand, siger Jens Henneberg til Ritzau.

Parret er indlagt på et hospital i landets hovedstad, Libreville.

- De har forbindelse til National Geographic. Det er to freelancefotografer, der har fået nogle stipendiater fra USA, men de har også fået offentliggjort noget herhjemme i Danmark, forklarer Jens Henneberg.

Men han ved endnu ikke, om de var rejst dertil på egen hånd, eller om de var hyret af den internationale afdeling af naturmagasinet National Geographic. Bonnier står for udgivelsen af den danske udgave.

Danskerne blev angrebet af en gerningsmand i hovedstaden, mens de ifølge Gabons forsvarsminister købte ind i et markedsområde, hvor turister ofte færdes.

Det lokale politi har anholdt en mulig gerningsmand, som under afhøringen har forklaret, at han udførte angrebet som hævn for amerikanernes angreb på muslimer.

Han er i 50'erne og har boet i Gabon i omkring 20 år, men stammer fra Niger, et andet afrikansk land.

Politiet i Gabon har i dag anholdt flere sælgere fra området, hvor knivangrebet fandt sted og afhører dem i et forsøg på at komme sagen nærmere, skriver Ritzau.

Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen skrev tidligere på Twitter, at han sender sine tanker til de sårede og de pårørende:

- Min medfølelse og mine tanker er hos dem og deres pårørende. Indikationer på at angrebet er politisk motiveret fylder mig med vrede. Vi må aldrig acceptere brutal vold mod uskyldige.

Facebook
Twitter