Ofre for natklubterror får gratis lægehjælp

Skyhøje hospitalsregninger bliver slettet for de overlevende, som blev skudt ved terrorangreb i Orlando.

Vi håber, at denne gestus kan blive føjet til den hjertevarme og godhed, som definerer Orlando, lyder det fra et af hospitalerne, som ikke vil kræve penge af ofrene. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Det kommer ikke til at koste en krone i behandling for ofrene, der overlevede skudmassakren på natklubben Pulse i Orlando, Florida, tilbage i juni måned.

Hospitalsudgifterne for de i alt 53 sårede er i månederne efter angrebet løbet op i millionklassen, men det skal ofrene ikke også slås med, oplyser hospitalerne i området ifølge CNN.

- Vi håber, at denne gestus kan blive føjet til den hjertevarme og godhed, som definerer Orlando, siger chefen for Florida Hospital, Daryl Tol.

Her behandlede man 12 af de sårede.

Heller ikke hospitalerne under Orlando Health kommer til at opkræve noget for behandlingen. På det største hospital Orlando Regional Medical Center blev 44 patienter behandlet, hvoraf ni døde ved ankomsten.

- Orlando Health har ikke sendt nogen hospitals- eller lægeregning direkte til patienter fra Pulse, og vi agter ikke at få penge for lægeudgifter fra dem, siger en talsperson fra hospitalet ved navn Sabrina Childress.

I alt blev 49 dræbt den nat på diskoteket, der var et yndet feststed for homoseksuelle.

Fonde og donationer bidrager

Millionudgifterne bliver i stedet for at dækket gennem fonde og private donationer.

Der er ifølge Orlando Health på deres hospitaler alene ubetalte regninger efter angrebet på op mod fem millioner dollars svarende til over 30 millioner danske kroner.

En stor del af ofrene var så hårdt såret af skud på alle tænkelige steder af kroppen, at operationsstuer hurtigt blev overfyldte, og ekstra mandskab blev hasteindkaldt den gruopvækkende nat.

Hospitalerne lignede ifølge nogle af beskrivelserne fra personale en 'krigszone' med kvæstede patienter i alle hjørner.

Gerningsmanden, Omar Mateen, blev dræbt uden for diskoteket efter mislykkede gidselforhandlinger med politiet