Oh la la: Præsident Macron åbner souvenirshop

Det franske præsidentembede tager utraditionelle midler i brug for at skaffe penge til at renovere det 300 år gamle præsidentpalæ.

Den nye souvenirbutik frister blandt andet med præsidentens armbåndsur. (Foto: Charles platiau © Scanpix)

Kunne det friste? Et kaffekrus med Emmanuel Macrons kontrafej? Måske en æske småkager (macarons, naturellement) i det franske flags farver? Guldarmbånd med republikkens slagord, Frihed, Lighed, Broderskab? En dametaske broderet med ordene ’Première Dame’, førstedame? Eller, hvad med det samme armbåndsur, som Emmanuel Macron bar under statsbesøget i Danmark?

Denne weekend åbner Elyséepalæet den første præsidentielle souvenirshop i republikkens historie. Formålet? At finansiere renoveringen af det 300 år gamle præsidentpalæ.

Ganske vist blev der sidste år afsat 14 millioner euro årligt i syv år til at renovere Elyséepalæet og de øvrige bygninger, der hører til det franske præsidentembede.

For Emmanuel Macron var første prioritet at få renoveret el-installationer, vvs-installationer og hele brandsikkerheden. Men det er et kostbart byggearbejde, der ”aldrig slutter, her er jo 365 rum fordel på 11.000 kvadratmeter”, som en medarbejder siger denne lørdag morgen, hvor souvenirshoppen bliver indviet i Elyséepalæets forgård.

Al overskud fra salget af de præsidentielle souvenirs går i første omgang til renovering af palæets festsal, som den opmærksomme tv-seer måske kan huske fra præsident Macrons indsættelse i maj 2017.

Den pompøse ’Salle des fêtes’ blev indviet i 1889 og senest renoveret af præsident Mitterand i 1984. Og de seneste tre årtiers flittige brug af salen kan ses – i hvert fald, hvis man kigger godt efter:

- Med 800 medarbejdere i Elyséepalæet og med 160 officielle arrangementer om året, ja, så bliver tingene slidt, selv om man måske ikke umiddelbart lægger mærke til det på grund af alle de forgyldte ting og sager, vi er omgivet af herinde, smiler medarbejderen under den rundvisning, der bliver afholdt i anledning af den franske kulturarvsweekend.

"Du bidrager til kulturarv"

Det Hvide Hus i Washington har én. Bundesdagen i Berlin har én. Og parlamentet i Paris. For slet ikke at tale om Buckingham Palace og Amalienborg Slot, der også har souvenirshops – eller, museumsbutikker, som det, lidt mere elegant, hedder.

Men det er kun i denne weekend, at Emmanuel Macrons funklende nye souvenirshop, der retteligt hedder ’Elysée Boutique Officielle’, holder fysisk åbnet i præsidentpalæets gård. Herefter må franskmænd og alverdens frankofile nøjes med onlineshopping.

  • Nu kan man erhverve sig det samme armbåndsur, som Emmanuel Macron bar under sit statsbesøg i Danmark. Det blev designet i 1957 af den franske urmagervirksomhed Lip og er i anledning af Elyséepalæets nye souvenirshop blevet udstyret med trikolorens farver. Prisen ligger dog et stykke over almindelige souvenirsager: Knap 1.300 kroner. Foto: Élysée.
  • Den berømte franske konditor Pierre Hermé har fremstillet macarons i trikolorens farver - men de er dog kun til salg i denne weekend, hvor Elyséepalæet indvier sin souvenirbutik i anledning af den franske kulturarvsweekend, Les Journées du Patrimoine. Foto: Élysée.
  • Brigitte Macron har noget nær rockstjernestatus i Frankrig. Så t-shirten med påskriften Première Dame, førstedame, hitter stort i republikkens første, præsidentielle souvenirshop. Foto: Élysée.
  • Der er, naturellement, også tænkt på børnene: Franskproducerede farveblyanter med præsidentparret og deres hund Nemo på forsiden af æsken. Foto: Élysée.
1 / 4

Hjemmesiden, som åbnede fredag eftermiddag, minder kunderne om, at der er mere på spil end blot kaffekrus, armbåndsure, fyldepenne og håndtasker. Nemlig vedligeholdelsen af selve Elyséepalæet, der har huset ikke bare en lang række præsidenter, men også Kejser Napolen og den famøse Madame de Pompadour, kong Ludvig d. 15.s elskerinde.

- Ud over at glæde (Dem selv), bidrager De også til at bevare et stykke historisk kulturarv. Der er ingen grund til at tøve, lyder det.

20.000 forventes denne weekend

Idéen om souvenirsalg er ikke ny i Elyséepalæet. Forhenværende præsident Nicolas Sarkozy forsøgte sig med det, dog uden at etablere en storstilet boutique som i Macrons tilfælde.

Det har taget præsidentembede mange måneder at sammensætte varelageret, for alle produkter skal have en ”vis værdighed”, som det hedder, og alt skal være ”made in France”. Derfor er alle souvenirs lavet af franske virksomheder i Frankrig:

Den franske præsident, Emmanuel Macron, bar også armbåndsuret under sit besøg i Danmark i august. Foto: Screenshot.

- At købe ’made in France’ er at belønne talenterne i vores regioner og at støtte den lokale arbejdskraft, skriver Elyséepalæet

- Ud over produkternes kvalitet, så er ’le made in France’ ofte en fortælling om traditioner, der gives videre fra generation til generation, lyder det.

Priserne i republikkens første præsidentielle souvenirshop spænder fra 3 euro for en Elyséeblyant til 250 euro for et guldarmbånd.

Og præsident Macrons lunkne popularitetsmålinger til trods, har franskmændene har taget godt imod muligheden for at erhverve sig lidt præsidentiel pomp og pragt. Denne weekend forventes 20.000 mennesker at besøge Elyséepalæet i forbindelse med den franske kulturarvsweekend, og allerede lørdag formiddag måtte souvenirshoppen i præsidentboligens forgård melde foreløbig udsolgt af ’Premiere Dame’-t-shirts.

Facebook
Twitter