'OK, Boomer': 25-årig politikers comeback vækker begejstring på nettet

Ifølge New York Times symboliserer bemærkningen en generations frustration.

Chlöe Swarbrick under debatten. Billedet er et screenshot fra New Zealands parlaments TV-kanal.

Det 25-årige medlem af New Zealands parlament Chlöe Swarbrick var i tirsdags i gang med at kommentere et lovforslag, der skal gøre New Zealand CO2-neutralt inden 2050.

Hun blev råbt ad af et ældre medlem, hvortil hun kort svarede:

- OK, Boomer, og fortsatte så sin tale.

Reaktionen var lille i parlamentet. Men på sociale medier har hendes bemærkning vakt begejstring.

Hvorfor sagde hun det?

'Boomer' er en forkortet udgave af udtrykket 'Baby-boomer', som er en officiel betegnelse for de personer, der er født i årene 1946 og 1964.

Men hvorfor sagde Chlöe Swarbrick 'OK, Boomer'?

Under hendes tale for klimaforslaget, sagde hun blandt andet:

- I årtier har politikere og ledere verden over vidst, hvad der ville ske, men ikke reageret. Den luksus har min generation og de kommende ikke. I år 2050 er jeg 56 år gammel. Gennemsnitsalderen i det her parlament er 49 år.

Her blev hun afbrudt af et ældre medlem. Swarbrick holdt en ganske kort pause, gestikulerede mod medlemmet og sagde:

- OK, Boomer.

Klippet, hvor hun bliver afbrudt, kan allerede nu findes flere steder på YouTube.

Hvorfor er det specielt?

Det er en bemærkning, der især har været populær på sociale medier i USA.

Det er altid svært at sætte en konkret fødselsdato på et internetfænomen. Men i oktober beskrev New York Times, hvordan sætningen var en modreaktion på en ældre mand, der i en video på det sociale medie TikTok beskrev 'Millennials (folk født mellem 1980 og 1994)' og 'Generation Z' (folk født mellem 1993 og 2000) som folk, der nægtede at blive voksne.

Modsvaret 'OK, Boomer', kom som en modreaktion på mandens video og er blevet et mere fast udtryk i internetordbogen. Folk har ovenikøbet lavet merchandise.

New York Times skriver om sætningen:

- Den er blevet Generation Z’s modsvar til ældre mennesker - i det her tilfælde folk over 30 - der ikke forstår frustrationen hos dem, og som taler nedladende om generationen og de emner, der er vigtige for dem.

Om Chlöe Swarbrick har tænkt over det, da hun sagde det, er ikke sikkert.

Men på Twitter bliver hun hyldet.

Parlament skrev forkert i undertekst

Flere ældre medlemmer har kritiseret hende for at være aldersdiskriminerende med bemærkningen.

Til den kritik skriver hun på Facebook:

- Jeg har lært, at hvis du svarer med humor på nogen, der håner dig på grund af DIN alder, mens du snakker om de konsekvenser, klimaforandringerne har for DIN generation, så bliver nogle folk rigtig sure.

New Zealands parlament var dog ikke ligeså opdaterede som Chlöe Swarbrick.

Deres kanal, hvor de sender livedebatter med undertekster, troede nemlig hun sagde: 'OK, Berma'. Noget, de selv har kommenteret på deres egen Twitter-konto:

- Vi beklager fejlen og har rettet underteksten. Tydeligvis må vi starte med at afholde meme-briefings for alle ansatte på kontoret.