Ole Ryborg giver dig dramaet om EU's topposter: Afbud på sms, afslørende video, hævn og en ny æra

Præsident Macron har overtaget rollen som den dominerende magtfaktor i Europa: Merkels tid er forbi.

Efter 37 dage, fire topmøder og 50 timers forhandlinger fik EU fordelt topposterne for de kommende fem år. Og Europas ledere oplevede et paradigmeskifte af de helt store: Merkel æraen i Bruxelles er forbi. (Foto: POOL New © Scanpix)

Når man inviterer til middag på en fin restaurant, og gæsterne en efter en melder afbud på sms, så er det normalt et tegn på, at der er noget galt. Og når afbuddene ligefrem kommer med få minutters mellemrum, fra to politiske ledere som du havde håbet at lave en politisk aftale med, så burde enhver årvågen politiker forstå, at der er noget galt.

Men middagsværten, Manfred Weber, er ikke en mand, som på den måde lader sig påvirke af, at politiske modstandere vinker med en vognstang.

Det var mandag aften og dagen efter valget til Europa-Parlamentet, og det tyske kristdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Manfred Weber havde inviteret den socialdemokratiske og den liberale leder i Europa-Parlamentet til en europapolitisk date-night på restaurant Stirwen, som ligger i udkanten af Place Jourdan, tæt på Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Det var på mange måder dagen derpå for Europas politikere. Efter måneders intens valgkamp var valget til Europa-Parlamentet overstået. Og der var lydt et lettelsens suk mange steder i Europa.

For første gang siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 var valgdeltagelsen steget. De stærkt EU-skeptiske partier rundt omkring i Europa havde kun fået en begrænset fremgang.

For tyske Manfred Weber blev det ikke til en formandspost. (Foto: Patrick Seeger © Scanpix)

Den kristdemokratisk-konservative gruppe i Europa-Parlamentet, som Weber selv tilhører, var gået tilbage. Samlet fik EPP (European Peoples Party), som den politiske gruppe kaldes, 24 procent af stemmerne. En tilbagegang, men alligevel nok til at EPP ville være den største gruppe i Europa-Parlamentet. Og for Manfred Weber var det nok.

Stemmelokalerne var dårligt nok lukket søndag aften, før Manfred Weber meddelte, at han og de europæiske kristdemokrater og konservative havde vundet europaparlamentsvalget. Og som et resultat af valgsejren, så burde Manfred Weber nu udnævnes til at være den næste formand for Europa-Kommissionen.

Weber var en af de politikere, som de europæiske politiske partier inden EP-valget havde udnævnt til såkaldte spidskandidater: Tanken var, at når EU-borgerne stemte til Europa-Parlamentet, og med deres stemme støttede en europæisk politisk familie; grønne, liberale, socialdemokrater, ja, så ville det samtidig være et signal fra vælgerne om, at de ønskede, at EU's stats- og regeringschefer skulle indstille denne politiske families såkaldte spidskandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen.

Så for Manfred Weber var logikken klar. Hans politiske familie var blevet den største til EU-valget. Altså skulle Weber nu være formand for Europa-Kommissionen.

Tonedøv vært

Valget af restaurant Stirwen var på ingen måde tilfældig. Det var symbolsk.

Fem år tidligere var det på netop denne restaurant, at luxembourgeren Jean-Claude Juncker, socialdemokraten Martin Schulz og den liberale Guy Verhofstadt mødtes efter EP-valget. Og det var her, over fois gras til forret og med vin i glasset at de tre havde lavet en politisk aftale om, at Jean-Claude Juncker skulle være formand for Europa-Kommissionen.

Forud for valget havde Juncker, Schulz og Verhofstadt præsenteret sig selv som ”spidskandidater” til posten som kommissionsformand. En plan som EU's stats- og regeringschefer mildt sagt ikke var begejstrede for.

Men på restaurant Stirwin fik Juncker, Schulz og Verhofstadt lagt en politisk plan, som endte med at presse EU´s stats- og regeringschefer til efterfølgende at udnævne Juncker til posten som formand for Europa-Kommissionen. Stirwen var stedet, hvor spidskandidatprocessen blev beseglet. Og nu, dagen efter valget til Europa-Parlamentet, var det Manfred Webers plan, at han skulle gøre Juncker kunststykket efter. Bordet var bestilt. Menuen var fastlagt. For Manfred Weber skulle middagen være et afgørende skridt på vejen mod kommissionsformandskontoret på øverste etage i Berlaymont bygningen.

Men så kom de. Sms'erne.

Med to sms'er stod det klart, at socialdemokraterne og de liberale ikke havde tænkt sig at møde op. I hvert tilfælde ikke så længe Manfred Weber insisterede på, at det var ham og kristdemokraterne, der havde vundet europaparlamentsvalget.

Hvis Weber ville acceptere, at kristdemokraterne ikke havde vundet, og at lederne af de politiske grupper mødtes som ligemænd, ville de politiske modstandere møde op til middagen. Men hvis Weber fastholdt, at han havde vundet et valg, hvor hans parti gik tilbage, ja, så måtte han spise alene.

Det, som skulle være en historisk middag i Bruxelles, endte med at blive en kristdemokratisk middag, hvor Weber og hans partifæller, som aftenen skred frem, blev mere og mere enige om, at de skulle holde fast, insistere på at have vundet og frem for alt insistere på, at Manfred Weber skulle blive den næste formand for Europa-Kommissionen.

Om der var tale om politisk tonedøvhed, bayersk stædighed eller blot en enorm tiltro til at i sidste ende, så er det alligevel altid forbundskansler Merkel som bestemmer i EU, vides ikke.

Men med Manfred Webers stædighed og kristdemokraternes insisteren på, at de havde vundet EP-valget, og at det derfor også var dem, som skulle besætte posten som formand for Europa-Kommissionen, blev middagen på restaurant Stirwen startskuddet på et historisk slagsmål, hvor det skulle tage EU's stats- og regeringschefer 37 dage, fire topmøder og i alt 50 timer i Europabygningen på Rue de la Loi i Bruxelles, inden en ny formand for Europa-Kommissionen var udpeget.

Og når det skete, var det ikke kun Manfred Weber, der stod tilbage som en taber. Med sig i faldet tog han kvinden, der om nogen har præget europæisk politik det seneste årti: Forbundskansler Angela Merkel.

For kampen for Weber og den såkaldte spidskandidatproces blev kampen som viste, at det ikke længere er Tyskland og Merkel som styrer EU.

Mobilløse EU-ledere

Dagen efter Manfred Webers middagsfiasko var der igen inviteret til europæisk storpolitisk middag i Bruxelles. Denne gang hed værten Donald Tusk. Og formanden for Det Europæiske Råd havde væsentligt bedre styr på sine middagsgæster end Manfred Weber.

En efter en ankom EU's stats- og regeringschefer tirsdag aften den 28. maj til Europabygningen. Nede i stueetagen ventede hundredvis af journalister, og tv-kameraerne snurrede, mens EU-lederne blev stillet de samme spørgsmål: Hvem skal være den næste formand for Europa-Kommissionen? Skal det være Manfred Weber?

Efter turen på den røde løber, forbi flagene og horder af journalister, ankom EU-lederne til det særlige lokale, hvor stats- og regeringscheferne spiser frokost, middag og - skulle det snart vise sig – morgenmad sammen.

Lokalet lignede sig selv med bordet i en stor rundkreds. Ingen plads til embedsmænd. Kun stats- og regeringscheferne. Ingen tekniske hjælpemidler. Kun en mikrofon.

Men selv om lokalet lignede sig selv, var der alligevel en markant forandring. Usynligt for øjet, men meget tydelig for alle udenfor middagslokalet: Donald Tusk havde nemlig fået installeret et apparat i mødelokalet som betød, at det ikke var muligt at bruge mobiltelefonen inde i mødelokalet.

Når først stats- og regeringscheferne indledte deres diskussion om, hvem der skulle have hvilke europæiske topposter, skulle der ikke komme en lyd ud fra lokalet. Ingen sms fra en statsminister til en spindoktor. Ingen besked fra en kansler til en ambassadør eller departementschef.

EU-lederne var isoleret fra omverdenen, mens departementschefer, ambassadører, kontorchefer og lønrammer fra centraladministrationens allerhøjeste niveau ikke kunne gøre andet og mere end at vente på, at mødet sluttede, eller der kom en pause, så de kunne blive opdateret på, hvad der skete.

Små vink

Med tanke på, at der var 28 europæiske ledere samlet om bordet, blev det en kort middag. Tre timer tog det inden desserten, som bestod af jordbær med citrongræs, var spist, og alle, som ønskede det, havde haft ordet.

Lederne omkring bordet var efter de tre timers diskussion ikke blevet meget klogere på hvem, der skulle være den næste formand for Europa-Kommissionen.

Mødets vært, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, var klar i sin strategi. Dette var ikke mødet, hvor man skulle forsøge at sætte navn på, hvem der skulle have jobbet. Ethvert forsøg på det ville mislykkes. I stedet søgte Tusk mandat fra EU-lederne til at gå i gang med konsultationer med både EU-lederne enkeltvis og frem for alt de politiske grupper i Europa-Parlamentet.

For godt nok er det EU's stats- og regeringschefer som indstiller, hvem der skal være den næste formand for Europa-Kommissionen, men efterfølgende skal vedkommende godkendes af et absolut flertal af medlemmerne af Europa-Parlamentet.

Tusk fik sit mandat til at begynde konsultationer. Men når han gjorde sine egne noter fra mødet op, var der ikke meget, som gav Tusk et signal om, hvilken vej han skulle gå i sin søgen efter konsensus.

Udover Angela Merkel var der stort set ikke nogen, som under middagen havde nævnt Manfred Weber. Men et antal af lederne, deriblandt den franske præsident, havde gjort det ganske klart, at de ikke mente, det automatisk skulle lede til en formandspost, fordi en person havde været spidskandidat.

Der er ikke nogen "automatik" mellem det at være spidskandidat og det at få jobbet.

Og selv om Angela Merkel var en af de få, som nævnte Weber med navn, var der for deltagerne i lokalet ikke nogen tvivl om, at andre, som tog ordet, også havde Manfred Weber i tankerne. Men det var, når de nævnte, at en formand for Europa-Kommissionen burde besidde visse kvalifikationer, som for eksempel at have været medlem af en national regering. En elegant måde at signalere til både Merkel og Tusk, at Manfred Weber, som aldrig har været medlem af en regering, ikke var et acceptabelt valg som formand for Kommissionen.

Telefon diplomati

I de efterfølgende tre uger befandt Donald Tusk sig i en situation, som svarer til at være fanget i en krydsild ude i ingenmandsland, hvor to modstridende parter er i gang med en skyttegravskrig, og hvor ingen viser tegn på at være parat til at give op eller bare at ville indlede en forhandling om fred.

På den ene side stod Manfred Weber, den tyske forbundskansler Merkel og store dele af Europa-Parlamentet og insisterede på, at kun en spidskandidat kunne blive formand for Kommissionen. Overfor det stod en række EU-lande, blandt andet Frankrig, Danmark og et antal lande fra Central- og Østeuropa, som på ingen måde ønskede en spidskandidat som formand.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, måtte holde flere møder med stats- og regeringscheferne for at finde et kompromis. (Foto: Patrick Seeger © Scanpix)

Donald Tusks opgave var et finde et kompromis. I tre uger var Donald Tusk og hans nærmeste medarbejdere i gang med at afsøge muligheder.

Tusk vidste, at særligt følsomme emner som udnævnelse af en ny formand for Kommissionen og arbejdet med at finde kandidater til andre topposter, som for eksempel Tusks egen efterfølger og en ny udenrigschef i EU, er emner, der er bedst egnede til fortrolige bilaterale samtaler.

Så i tre uger talte Donald Tusk i telefon med EU-lederne en efter en. De vigtigste ledere valgte Tusk at besøge, og EU-formanden var adskillige gange på besøg hos de politiske ledere i Europa-Parlamentet.

Kandidaterne, som nægtede at dø

Efter godt tre uger var tiden inde til, at EU-lederne igen skulle til Bruxelles. Torsdag den 20. juni var der ordinært EU-topmøde i Bruxelles.

Der var flere emner på dagsordenen. Blandt andet klima og EU's fremtidsbudget. Så selv om topmødet var begyndt allerede klokken 15, var den næsten 22 inden Tusk fik inviteret EU-lederne op til middagsbordet, hvor de skulle diskutere topjobs. Og endnu engang valgte Tusk at tænde for det særlige apparat, som gjorde det umuligt for lederne at bruge deres mobiltelefoner. De 28 EU-ledere var igen isoleret for omverdenen.

Da den irske premierminister, Leo Varadkar, tidligere på dagen ankom til topmødet, havde han muntert sagt til de ventende journalister, at det jo gik hurtigere at vælge en ny pave end at vælge en formand for Europa-Kommissionen. Aftenen skulle vise, at Varadkar fik ret i den spådom.

For Donald Tusk, der som den eneste havde talt med samtlige stats- og regeringschefer forud for mødet, var det tydeligt, at der ikke var den store appetit hos EU-lederne for at støtte spidskandidatprocessen. Og mens der heller ikke var nogen videre appetit på at udnævne spidskandidater til posten som formand for Kommissionen, så stod det helt klart for Donald Tusk, at især én – Manfred Weber – var uspiselig for så mange EU-ledere, at det ville være umuligt at udpege ham.

For at undgå et åbent slagsmål inde på mødet forsøgte Donald Tusk at forklare situationen, modstanden mod spidskandidaterne og modstanden mod især Weber til Angela Merkel på vej ind til mødet. Selv om Donald Tusk allerede ved mødets start vidste, at processen med spidskandidater ikke havde opbakning, endte middagen alligevel med en lang diskussion, hvor der blev holdt fast i spidskandidatprocessen.

EU-ledernes udmeldinger efter middagen viste, hvor langt lederne stod fra hinanden.

På den ene fløj holdt Angela Merkel stadig fast i både spidskandidatprocessen og i sin kandidat, Manfred Weber. Overfor det stod den franske præsident, Emmanuel Macron, som på vej ud fra topmødet og tilbage til hotellet opsummerede middagsdrøftelsen ved at konstatere, at der ikke var flertal for nogen af de såkaldte spidskandidater. Hverken Manfred Weber, den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans eller danske Margrethe Vestager, som var de liberales kandidat til formandsposten.

I korridorerne konkluderede EU-diplomater, at de tre spidskandidater nu lå i respirator.

Ingen kunne på det tidspunkt forudse, at den tyske kansler, Angela Merkel, på den anden side af jordkloden i den japanske by Osaka ville gøre et forsøg på at genoplive spidskandidaterne.

En kansler – to fly

Hvis der var én konklusion, som kunne drages fra EU-topmødet den 20. juni, så var det frem for alt, at der tegnede sig en forholdsvis bred enighed om, hvem der ikke kunne udnævnes til Kommissionsformand.

Weber var klart uacceptabelt for et stort antal lande. De mente simpelthen ikke, at Weber var kompetent og havde det, der skulle til for at være formand for Kommissionen.

Den socialdemokratiske hollænder, Frans Timmermans, havde heller ikke opbakning. Men her var forklaringerne noget anderledes.

Dels var der den politiske modstand mod Timmermans. Den kom fra kristdemokraterne. De mente, at posten var deres og derfor kunne den ikke gå til en socialdemokrat. Og så var der et antal Central- og Østeuropæiske lande med Polen og Ungarn i spidsen. For dem var Timmermans fuldstændig uspiselig. Som EU-kommissær havde Timmermans været med til at starte sager mod netop Polen og Ungarn, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved retstilstandene i deres lande.

For Margrethe Vestager var problemet et tredje. De liberale havde aldrig rigtigt helt meldt sig ind i spidskandidatkampen, noget som Vestager skulle få at føle i netop Osaka. Og så var de liberale blot blevet det tredje største parti i Europa-Parlamentet, og hvis der var noget kristdemokrater og socialdemokrater kunne enes om, så var det, at en liberal ikke var et godt kompromis.

Tysklands kansler, Angela Merkel, fløj til Osaka i hele to fly, så hun efter G20-topmødet kunne nå frisk tilbage til det ekstra-ordinære EU-topjob topmøde, Tusk havde indkaldt til søndag den 30. juni. (Foto: G20 HANDOUT © Scanpix)

Alt dette vidste forbundskansler Angela Merkel godt, da hun en uge efter topmødet i Bruxelles gik ombord på det tyske regeringsfly i Berlin for at flyve til den japanske by Osaka. Angela Merkel er ikke en person som overlader ting til tilfældighederne. Faktisk er hun så velforberedt på alt, at den tyske kansler valgte at flyve til Osaka i hele to fly. For efter flere uheldige episoder med det normale tyske regeringsfly, så ville den tyske kansler have et reservefly med til Japan, så hun efter G20-topmødet ville være i stand til at nå tilbage til Europa igen, så hun kunne være frisk til at deltage i det ekstraordinære EU-topjob-topmøde, som Tusk havde indkaldt til søndag den 30. juni.

Osaka kompromisset

Det årlige G20-topmøde samler lederne fra verdens 19 største lande. Og derudover kan værten vælge at invitere yderligere nogle lande, hvis det er relevant. Udover de 19 største lande, så er EU også repræsenteret som institution, og det betyder, at både EU-Kommissionens formand og formanden for Det Europæiske Råd begge deltager i G20-topmøderne.

Donald Tusk tog afsted til Japan en dag tidligere end de øvrige topmøde-deltagere. Tusk havde sagt ja til at deltage i særlige højtideligheder i Hiroshima og Nagasaki dagen inden topmødet.

Det var de vigtigste EU-ledere, som var samlet i Osaka. Kansler Merkel. Præsident Macron, premierministrene fra Italien og UK, og så havde Japan også inviteret premierministrene fra Spanien og Holland. Det betød, at seks af de 28 stats- og regeringschefer var samlet i Osaka. Seks var ikke mange, men det var de seks vigtigste fra de største lande. Og frem for alt så var Angela Merkel tilstede. Kvinden, som i mange år i en kombination af grundig forberedelse, dygtigt lederskab og stort politisk talent, havde formået at sætte dagsordenen i EU.

Tusk havde på forhånd advaret om, at det var en dårlig idé, hvis de seks EU-lande forsøgte at lave et kompromis om topjobs i Osaka. Det kunne skabe vrede blandt de mange EU-ledere, som ikke var i Japan.

Men den advarsel valgte Merkel at overhøre.

Hjemme i Tyskland var Angela Merkel under stort pres fra mange fløje. De to øvrige partier i Merkels koalition, socialdemokraterne og CSU, insisterede på, at det skulle være en spidskandidat, som skulle udpeges som formand for Kommissionen. Og CSU blev ved med at insistere på, at det skulle være Weber.

I tyske medier var presset også gigantisk. For mens de færreste danskere har hørt om en spidskandidatproces og endnu færre overhovedet kender til, at en person som Manfred Weber eksisterer, så var spidskandidatprocessen en stor ting i Tyskland. Målinger har vist, hvordan et flertal af de tyske vælgere mener, at EU-samarbejdet vil være mere demokratisk, hvis en spidskandidat blev udnævnt til posten som formand for Kommissionen.

Angela Merkel var altså under enormt pres for at redde spidskandidatprocessen. Så i pauserne under G20-topmødet i Osaka gik den tyske kansler i gang med noget af det, hun normalt er en mester i: Nemlig at strikke et europæisk kompromis sammen.

Merkel havde en plan. Hun ville redde spidskandidatprocessen ved at foreslå, at den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans skulle blive ny formand for Kommissionen. Valget af en socialdemokrat ville være fuldt ud acceptabelt for de tyske socialdemokrater, som udgør en del af Merkels store koalitionsregering. Og når det gjaldt søsterpartiet CSU, var det Merkels plan, at CSU´eren Manfred Weber skulle få posten som formand for Europa-Parlamentet, som et plaster på såret.

Donald Tusk, som fra sine konsultationer vidste, hvor kraftig en modstand der var mod Timmermans i nogle lande, var ikke begejstret for Merkels kompromis-iver.

For mens Merkel arbejdede i dagtimerne i Osaka på at få de øvrige EU-ledere i Osaka med på hendes plan, ja, så var det Donald Tusks opgave at prøve at overbevise alle de EU-ledere, som befandt sig hjemme i Europa. Med tidsforskellen mellem Japan og Europa, betød det, at Donald Tusk under G20-topmødet brugte dagene på at deltage i G20-topmødet, mens natten blev brugt på at ringe rundt til EU-ledere i Europa.

I Osaka fik Merkel de tilstedeværende EU-ledere med på at støtte ideen om Timmermans som formand for Europa-Kommissionen.

Spidskandidatprocessen så ud til at være reddet, og den tyske delegation var ikke sen om at sprede budskabet til den medrejsende europæiske presse, som i en journalistisk spagat forsøgte at dække både G20-topmøde, handelskonflikter med USA og kampen om de europæiske topjobs på en gang.

Både blandt erfarne EU-diplomater og blandt de mere erfarne europæiske reportere i pressesalen i Osaka blev Merkels såkaldte Osaka-kompromis betragtet med en vis tvivl. Ville de europæiske kristdemokrater virkelig være parate til at frasige sig deres "ret" til posten som formand for Europa-Kommissionen for at redde en spidskandidatproces, som mange af landene i forvejen ikke var begejstrede for?

Men arkitekten bag aftalen var nu engang Angela Merkel, og erfaring viser, at Merkels kompromisser ofte ender med at blive europæisk virkelighed. At det ikke var tilfældet denne gang, kom Angela Merkel til at mærke med en brutalitet, som hun aldrig før har oplevet på den europæiske scene.

Kend din plads, Angela

Som så ofte før, så landede Angela Merkel i god tid søndag den 30. juni i Bruxelles. Hun havde, ligesom flere andre EU-ledere, aftalt flere bilaterale møder inden topmødet skulle begynde søndag klokken 18. Og et af de vigtigste formøder for Angela Merkel var mødet med de øvrige kristdemokratiske stats- og regeringschefer.

For årtier tilbage var kristdemokraterne den store dominerende politiske kraft i Europa. I de EU-lande, hvor kristdemokraterne ikke sad i regering, så var det dem, som ledte oppositionen. Det hørte til sjældenhederne, at der blev afholdt topmøder, hvor der ikke var kristdemokrater på mindst halvdelen af pladserne inde ved mødebordet.

Den tid er forbi. I dag er otte af de 28 stats- og regeringschefer medlemmer af den kristdemokratiske familie. Og ser man på for eksempel hele Sydeuropa og hele Skandinavien, så er der ikke en eneste statsminister, der tilhører den kristdemokratiske familie. Frankrig, Holland og Belgien var også tidligere lande, hvor den politiske leder havde tilhørsforhold blandt kristdemokraterne. De tre lande har alle liberale ledere i dag.

Så set gennem Angela Merkels historiske øjne var det en mindre flok kristdemokratiske statsministre, som den tyske kansler skulle mødes med inden topmødet. Otte i alt. Og Merkel var af den overbevisning, at hun havde fået lavet en fornuftig pakke i Osaka. Kommissionsposten ville gå til socialdemokraten Timmermans. Formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Europa-Parlamentet ville tilfalde kristdemokraterne. Og særligt vigtigt for Angela Merkel og hendes regering hjemme i Tyskland, så ville der både være et topjob til Weber, samtidig med at spidskandidatprocessen var reddet.

Men kristdemokraternes formøde blev en brat opvågning for Angela Merkel. For her, blandt personer som skulle forestille at være hendes politiske venner og nærmeste allierede, var kritikken brutal.

Den irske premierminister, Leo Varadkar, gentog flere gange overfor kansleren, at der ikke var opbakning til hendes kompromis blandt kristdemokraterne, og da kansleren alligevel insisterede, tog den bulgarske premierminister Boyko Borrisov ordet og sagde det, mange tænkte: "Du er formand for CDU, ikke for EPP".

Angela Merkel havde i Osaka ageret ene og alene for at løse tyske indenrigspolitiske problemer. Og hun havde gjort det uden selv at konsultere sine kristdemokratiske regeringskolleger. Den konsultation havde hun overladt til Donald Tusk, som førte natlige telefonsamtaler fra Osaka til Europa. Og nu havde Merkels partifæller fået nok.

De havde vist tålmodighed, når Merkel blev ved med at insistere på spidskandidatprocessen. De have vist tålmodighed, når Merkel to gange havde fået topmøder udsat uden at ville drage konklusionen, som alle andre kunne se, nemlig, at det ville være umuligt at få Manfred Weber udnævnt til posten som formand for Kommissionen.

Merkel havde importeret sine tyske indenrigspolitiske problemer til det europæiske forhandlingsbord i Bruxelles, og det var for mange EU-ledere hovedårsagen til, at de nu igen sad i Bruxelles til det tredje topmødet indenfor en måned uden reelt at være kommet ét skridt nærmere en løsning på hvem, der skulle være den næste formand for Europa-Kommissionen.

Forsinket igen

I sin indkaldelse til topmødet den 30. juni havde Donald Tusk skrevet, at mødet skulle starte klokken 18. Men endnu engang trak tiden ud. Og denne gang til voksende irritation for en række stats- og regeringschefer.

Danmarks nye statsminister, Mette Frederiksen, var en af dem som ventede på at komme i gang med mødet. Men tiden gik og gik. For det kristdemokratiske formøde trak ud og ud, mens Angela Merkel igen og igen forsøgte at overbevise sine kristdemokratiske partifæller om, at kompromispakken med Frans Timmermans som Kommissionsformand var en glimrende løsning.

Det kristdemokratiske formøde varede så længe, at klokken var mere end 21, før Donald Tusk kunne samle alle 28 EU-ledere i mødelokalet og indlede et samlet møde.

Mødet i salen varede kun et par timer. EU-lederne talte ikke om navne, men flere premierministre fra Central- og Østeuropa benyttede lejligheden til endnu engang kraftigt at kritisere spidskandidatprocessen.

Kort før midnat besluttede Donald Tusk at afbryde mødet. I stedet ville Tusk indlede en ny runde af bilaterale møder, hvor hver eneste af stats- og regeringscheferne blev inviteret ind på Tusks kontor. På den måde ville Tusk få et opdateret billede af hvilke EU-ledere, der støttede hvilke modeller og hvilke personer til hvilke jobs.

Timmermans i kulissen

Fra midnat og frem til klokken 4 om morgenen var der bilaterale møder på Donald Tusks kontor. En efter en kom stats- og regeringscheferne ind. Sidste person klokken fire om natten var den britiske premierminister, Theresa May.

Og mens Donald Tusk forsøgte at danne sig et overblik, var Frans Timmermans i gang med en intensiv charmeoffensiv overfor især premierministrene i Central- og Østeuropa.

Timmermans lovede topjobs til deres kommende kommissærer, hvis de ville støtte ham. Og han roste østeuropæerne for deres indsats mod korruption. Den hollandske kommissærs charmeoffensiv endte som en noget pinlig affære, da et møde med den bulgarske premierminister Boyko Borissov blev filmet, og den bulgarske premierminister valgte at lægge videoen af Timmermans, som roser Borrisov, på sin Facebook-side.

Her hører man Timmermans sige, at man måske ikke bør offentliggøre alt i den samtale:

Merkels nederlag

Da Theresa May forlod Donald Tusks kontor efter klokken 4 om natten, havde Tusk et overblik. Men noterne på blokken pegede ikke i nogen entydig retning. Der var ikke en klar pakke for fordeling af topjobs, som ville kunne skabe koncensus.

Tværtimod så viste de fire timers bilaterale møder, at EU-lederne stadig stod skarpt overfor hinanden.

Så i stedet for at samle EU-lederne i mødelokalet til endnu et slagsmål, så valgte formanden for Det Europæiske Råd at fortsætte med konsultationer udenfor mødelokalet. EU-ledere samledes i mindre grupper. Der var møder mellem ledere i de forskellige partikonstellationer og de EU-ledere, som alle havde været i Osaka, forsøgte også at finde løsninger.

Men uanset hvordan det hele blev vendt og drejet, blev den tyske kansler, Angela Merkel, ved med at holde fast i det kompromis, hun så møjsommeligt havde strikket sammen i Osaka. Det var det kompromis, som kunne løse Angela Merkels indenrigspolitiske problemer, og det var den pakke, hun ville have igennem.

Klokken lidt i otte valgte Tusk så at samle alle EU-lederne i mødelokalet. På det tidspunkt var irritationen overfor Angela Merkel nåede hidtil usete højder. For EU-lederne måtte i mødelokalet endnu engang vente på kristdemokraterne, der var i gang med et bilateralt møde. Trods flere opfordringer om at møde op, måtte Donald Tusk til sidst til at ringe med klokken i mødelokalet for at få samling på tropperne.

Det skulle hurtigt vise sig, at EU-lederne stadig var uenige. Angela Merkel blev ved med at insistere på Osaka-kompromisset. Hun fik opbakning fra den hollandske premierminister, Mark Rutte, som gerne så en hollænder udpeget til posten som formand for Kommissionen. Men andre var ikke overbeviste. Og frem for alt den ungarske premierminister, Viktor Orban og hans polske kollega var indædt modstandere af udnævnelsen af Timmermans. Og for at det ikke kun skulle være østlande, som var imod Timmermans, havde de fået den italienske premierminister Conte med på vognen.

Som betaling havde Conte krævet, at Central- og Østeuropæerne skulle være med til at blokere Margrethe Vestager som en eventuel kompromiskandidat. Som konkurrencekommissær har Vestager været med til at blokere den italienske stats mulighed for at redde fire kriseramte italienske banker, og den beslutning har den italienske regering ikke tilgivet Vestager.

Efterhånden som mødet skred frem, og ingen af parterne viste det mindste tegn på at ville finde et kompromis, pressede Angela Merkel mere og mere på for at få Donald Tusk til at gennemføre en egentlig afstemning.

Tusk var ikke meget for den idé. Han ønskede, at Kommissionsformanden skulle udpeges med konsensus. Men Merkel pressede på, og op ad formiddagen blev det klart, at der efterhånden var ganske mange lande, som kunne ende med at stemme imod, hvis det skulle ende med en afstemning. Men Merkel fortsatte sit pres, og suppleret af den hollandske premierminister nåede EU-lederne til et punkt, hvor Mark Rutte foreslog, at nu skulle der stemmes.

"Okay" sagde Tusk til Ruttes overraskelse, og den hollandske premierminister trak skyndsomt sit forslag tilbage igen. Ingen i lokalet ønskede at stå med ansvaret for, at der var udpeget en formand for Kommissionen, som op imod en tredjedel af medlemslandene ikke kunne acceptere.

Nat var blevet til dag. EU-lederne var ikke nærmere en løsning. Det eneste, som var klart, var, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, havde lidt endnu et nederlag.

Tusk opgav at finde en løsning og spurgte EU-lederne, om de ville forsætte næste dag, eller om der var brug for længere tid til at finde en løsning. Det endte med, at EU-lederne blev enige om at mødes igen tirsdag.

Macrons sejr

Med Angela Merkels Osaka plan, som skulle redde både spidskandidatprocessen og et topjob til Manfred Weber, i ruiner, var den franske præsident, Emmanuel Macron, der tirsdag mødte op med den topjob-pakke, som både udadtil kunne redde ansigt på Angela Merkel, og som samtidig hjemadtil i Frankrig, kunne vise det, som Macron har arbejdet på i årevis, nemlig, at Frankrig er en førende spiller på den europæiske scene.

Med Macron som fadder begyndte navnene til en ny pakke at cirkulere. Undervejs var der forskelige varianter af pakken, men ser man på slutresultatet, så er det en meget fransk en af slagsen:

Den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen skulle gøres til formand for Europa-Kommissionen. På papiret burde det gøre Merkel og Tyskland glad. Von der Leyen er kristdemokrat, og kunne blive den første kvinde på posten nogensinde og den første tysker på posten i meget lang tid.

Belgieren Charles Michel foreslås som formand for Det Europæiske Råd. Christine Lagard som formand for den Europæiske Centralbank. Og spanieren Josep Borell skulle være EU´s udenrigspolitiske repræsentant.

Med en tysker som kommissionsformand var det svært, for ikke at sige umuligt, for Angela Merkel at protestere mod pakken, selv om den tyske delegation godt kunne se, at den franske præsident havde sat den tyske kansler skakmat.

Ursula von der Leyen er tysker, men født i Bruxelles. Opvokset i Belgien, hvor hun har gået på Europaskolen og taler flydende fransk. På flere områder er von der Leyen kendt for at have gået den tyske regering og Merkel imod netop på europapolitiske sager, hvor hendes holdninger har været tættere på Macrons end på den tyske regerings.

Den belgiske premierminister, Charles Michel, som skulle afløse Donald Tusk, er tæt ven med Macron og i de kommende fem år vil Michel vide, at han udelukkende har fået jobbet takket være en stor indsats fra netop Macron.

EU-udenrigschefer Joseph Borell er tidligere formand for Europa-Parlamentet og flydende på fransk.

Og så landede Frankrig posten som formand for den europæiske centralbank. Og skal man tro rygtestrømmen i Bruxelles, så vil udnævnelsen af Ursula von der Leyen betyde, at den tyske generalsekretær i Europa-Kommissionen, Martin Selmayr, ikke kan fortsætte. I stedet skal han erstattes af en anden. Og minsandten om ikke der også er en fransk kandidat til den post i form af den franske generaldirektør i Kommissionen, Olivier Guersant.

Pakken, som ligger på bordet er en gigantisk sejr til den franske præsident Macron og et eklatant nederlag for Angela Merkel.

Jubel i øst

Men inden topmødet endte med den færdige pakke og Macron-sejr, skulle et sidste drabeligt slag gennemføres.

Tirsdagens topmøde skulle efter planen være begyndt klokken 11, men endnu engang begyndte topmødet i stedet med bilaterale konsultationer. På kryds og tværs var der kontakter for at drøfte den nye pakke.

Statsminister Mette Frederiksen mødtes for eksempel allerede klokken 8.30 om morgenen med de øvrige socialdemokratiske stats- og regeringschefer. Dog uden at vide, at en ny pakke var på vej fra Macron.

Fra klokken 11 var alle EU-lederne igen samlede i Europabygningen. Og endnu engang var mødet ikke startet til tiden.

Forskellige varianter af Macron-pakken blev drøftet. Blandt andet insisterede den spanske statsminister Sanchez på, at Josep Borell skulle være udenrigsrepræsentant. Macron havde ellers foreslået, at den post skulle gå til slovakken Maros Sefcovic.

Ved at sætte Borell ind som udenrigsrepræsentant, lå der en pakke på bordet, hvor ikke en eneste post gik til landene i Central- og Østeuropa.

Normalt ville det være uacceptabelt. Men Ungarns Viktor Orban havde så travlt med at markere sig overfor det hjemlige publikum, at sejren over først at stoppe Manfred Weber og derefter Frans Timmermans var vigtigere for Orban, end rent faktisk at få placeret en central- eller østeuropæer på en EU-toppost for de kommende fem år.

Så selv om Orban og hans allierede på dagen endte med at forlade Bruxelles tomhændet, så jublede Orbans talsmand over at Orban fik ”dræbt” Timmermans:

Merkels nederlag

Klokken 4 tirsdag kunne Donald Tusk endelig samle EU-lederne i mødelokalet igen. Alting pegede her på, at der var ved at være enighed om en pakke for fordelingen af topjobs. Og endda en pakke, som kunne vedtages på Tusk foretrukne måde, nemlig med konsensus.

Lige inden mødet skulle til at gå i gang, måtte Angela Merkel ud i korridorerne for at føre telefonsamtaler. I Tyskland har den tidligere socialdemokratiske kanslerkandidat og tidligere formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, nemlig kraftigt kritiseret udnævnelsen af Ursula von der Leyen.

Angela Merkel gik frem og tilbage mellem mødelokalet og korridorerne. Hun måtte bede de øvrige EU-ledere om mere tid. De kunne måbende se til, mens de kunne konstatere, at Tysklands forbundskansler stod i en situation, hvor hun ikke var sikker på, at hun havde opbakning til at støtte, at EU-landene udnævnte en tysker til posten som formand for Europa-Kommissionen.

Det endte til sidst med, at mødet var afbrudt i flere timer, mens Angela Merkel kæmpede med at håndtere sine indenrigspolitiske problemer. Og først klokken 19 tirsdag kunne Donald Tusk for sidste gang ringe med klokken og samle EU-lederne i mødelokalet.

Denne gang kun for at konstatere, at pakken med fordelingen af topjobs var på plads. En pakke, som havde fået fuld støtte af 27 medlemslande, men hvor et, nemlig Tyskland, afstod fra at stemme for at støtte den tyske kandidat.

Efter 37 dage, fire topmøder og 50 timers forhandlinger fik EU altså på denne måde ikke alene fordelt topposterne for de kommende fem år. Desuden fik Europas ledere også oplevet et paradigmeskifte af de helt store:

Merkel-æraen i Bruxelles er forbi. Macron-æraen er indledt.

Facebook
Twitter