Ole Ryborg husker tilbage på brexit: Vejen var brolagt med knive i ryggen, gale køer og Blairs bomber

Briterne har aldrig set EU-medlemskabet som andet end en valgmulighed. Og den 23. juni 2016 valgte briterne EU fra. Hvad vælger de så nu?

Stemningen var intens, og alle i lokalet havde blikket stift rettet på en og samme person. Jernladyen, Margaret Thatcher.

Den britiske premierminister havde fået ordet, og nu sad hun der og tordnede mod fagforeningers magt og mod den idé, som EF-Kommissionens formand havde foreslået.

Kommissionsformanden, en fransk socialist ved navn Jacques Delors, havde foreslået, at når EF-landene skabte et indre marked, så skulle der også være regler, som beskyttede arbejdstagere og forhindrede social dumping.

Den idé brød Margaret Thatcher sig mildt sagt ikke om.

Margaret Thatcher var britisk premierminister i 11 år i perioden 1979 - 1990. Her er hun til møde i det Europæiske Økonomiske Fællesskab, der blev afholdt i London i 1986. (Foto: STEVE WILKINSON © Scanpix)

Hun havde brugt år på at bekæmpe de britiske minearbejderes fagforeninger, og nu ville EF-Kommissionen i Bruxelles så give fagforeningerne ny magt.

Det ville blive over Thatchers lig.

Eller som hun senere udtrykte det ved flere lejligheder: "Jeg har ikke bekæmpet socialismen hjemme i Storbritannien for så at få socialismen indført ad bagdøren via Bruxelles".

Mens Margaret Thatcher sad der ved EF-topmødet i Strasbourg i december 1989 og tordnede mod EF-Kommissionen og fagforeningers magt, så skete det som aldrig må ske under et politisk topmøde. Strømmen gik og lyset i lokalet forsvandt.

- Det var som med en Agatha Christie-film. Da lyset kom tilbage i lokalet, kiggede alle på Thatcher for at se, om hun havde fået en kniv i ryggen, fortalte daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen med et smil på læben, da han samme aften underholdt danske journalister om Thatcher-episoden på den danske delegations hotel i Strasbourg.

Den 31. januar 2020 er blevet døbt brexit-dagen. Billedet her er fra i aftes, hvor en mand vifter med det britiske flag, Union Jack. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Anekdoten med Margaret Thatcher ved EF-Topmødet i Strasbourg ville aldrig være andet end blot en munter anekdote, hvis ikke det var fordi, at det var lige præcis der – ved det EF-topmødet i Strasbourg – kun en måned efter Berlinmurens fald, at Margaret Thatcher lagde den første grundsten til den vej som senere skulle føre Storbritannien ud af EU. Mange år efter Thatchers død.

Storbritanniens første forbehold

Når man genlæser konklusionerne fra EF-Topmødet i Strasbourg, så kan man på side syv læse, hvordan 11 EF-lande ved topmødet vedtog "et charter for arbejdstagernes rettigheder".

EF bestod dengang af 12 medlemslande. Men et land – Storbritannien – var ikke med i den beslutning.

Brexit har skat stor debat i Storbritannien. (Foto: Andy rain © Scanpix)

En måned efter Berlinmurens fald, hvor EF-landene mere om noget havde behov for at stå samlede, så insisterede Margaret Thatcher på et britisk forbehold, når det gjaldt spørgsmålet om EF-regler til at beskytte arbejdstagere og sikre deres rettigheder i det indre marked.

Her ville Storbritannien ikke være med.

Flere undtagelser

Politisk blev topmødet i Strasbourg starten på flere årtier med topmøder, hvor britiske premierministre meddelte, at der var dele af det europæiske samarbejde, hvor Storbritannien ikke ønskede at deltage.

Thatchers sidste EU-topmøde var et topmøde i Rom i oktober 1990, hvor EF-landene diskuterede planerne om en fælles EU-møntfod. Den plan brød Thatcher sig ikke om. Og da hendes efterfølger på posten, John Major, i december 1991 var til topmøde i Maastricht, så blev det et topmøde, hvor Storbritannien endnu engang ville noget andet end resten af EU.

Margaret Thatcher og John Major ses her sammen kort før, han overtog posten som formand for partiet og premierminister. (Foto: CROFT © PA Wire/PA Images)

Storbritannien ville ikke deltage i den økonomiske- og monetære union. For briterne var det et blankt nej, mens Danmark ved topmødet var mere imødekommende. Danmark fik indskrevet en protokol i Maastricht-traktaten, hvor det fremgik, at spørgsmålet om dansk deltagelse i den fælles mønt ville blive afgjort ved en folkeafstemning.

Danmark sagde med andre ord hverken ja eller nej.

Men det var faktisk ikke det britiske nej til den fælles møntfod, som var det mest markante nej fra John Major, da EF-lederne forhandlede om traktaterne om den økonomiske, monetære og politiske union. Det var endnu engang spørgsmålet om rettigheder til arbejdstagere, som var det spørgsmål, der fik topmødet i Maastricht til at gå langt over tiden og først slutte sent den anden nat, efter at topmødet var begyndt.

For når det gælder lønmodtageres rettigheder, så var det ikke nok for Storbritannien at få sikret, at briterne ikke selv ville være omfattet af EU-regler på arbejdsmarkedet. Briterne ville også forhindre, at de øvrige 11 EF-lande selv lavede regler for arbejdstageres rettigheder i det indre marked.

EU's brexit-forhandler, Michel Barnier, besøger grænsen mellem Irland og Nordirland. Denne grænse var i lang tid emne for stor brexit-debat. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Det endte med et mærkeligt kompromis, hvor 11 EF-lande i en sen nattetime blev enige om at etablere et samarbejde om europæisk arbejdsmarkedspolitik udenfor det, som blev til EU-samarbejdet. Og dermed var endnu en britisk EU-særregel på plads.

Rabatter og retspolitik

Det britiske behov for særbehandling begyndte allerede i starten af firserne. Her var det ikke et egentlig forbehold, premierminister Margaret Thatcher var ude efter. Men hun ønskede britisk særbehandling.

Storbritannien betalte alt for meget til EF-kassen, og det skulle der laves om på.

Briterne ville betale mindre – eller som Thatcher udtrykte det: "Vi ønsker at få nogle af vores egne penge tilbage".

I 1984 – efter flere års intense budgetslagsmål – lykkedes det for Margaret Thatcher at få de øvrige EF-lande med på at lave en særregel for Storbritannien. Briterne fik en rabat på landets indbetalinger til EF-kassen. Og det var ikke en hvilken som helst rabat. Det var en rabat, som ville løbe evigt og kun kunne opsiges, hvis også Storbritannien accepterede at droppe den britiske rabat.

Margaret Thatcher indstiftede ordningen med rabatter i EU's budget. (Foto: Andy Clark © Scanpix)

Fra rabatten i 1984 gik der kun yderligere fem år, inden ønskerne om britiske forbehold dukkede op. Der var forbeholdet overfor arbejdsmarkedspolitikken og overfor den fælles møntfod ved Maastricht-traktaten. Og i 1997 kom endnu et britisk forbehold overfor fuld deltagelse i udviklingen af EU´s politik indenfor retslige og indre anliggender.

Det vil sige politisamarbejde, udlændingepolitik, retspolitik osv. I Amsterdam-traktaten fik Storbritannien indskrevet en særlig protokol, som gjorde det muligt for Storbritannien selv at bestemme, hvilke EU-politikker skulle gælde for Storbritannien indenfor den europæiske retspolitik.

Storbritannien havde opfundet et nyt system. En tilvalgsordning. En ordning identisk med den, som et flertal af danskerne mange år senere afviste at indføre for Danmark ved folkeafstemningen om det danske retsforbehold.

Politiske slagsmål

Storbritannien skal ikke indføre den fælles mønt ligesom andre EU-lande. Briterne fik en undtagelse fra arbejdsmarkedspolitikken. Storbritannien er ikke med i Schengen-samarbejdet om åbne grænser og kunne selv vælge, hvilke dele af EU´s retslige samarbejde, som briterne ville deltage i. Og oven i dette fik briterne en rabat på landets indbetalinger til EU-kassen.

Socialdemokratiets formand Poul Nyrup Rasmussen (tv.), statsminister Poul Schlüter (i midten) og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (th.) under EU-valget i Danmark i 1992. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Kun ét eneste EU-land har lige så mange opt-outs som Storbritannien – og det er Danmark.

Men på trods af britisk særbehandling i en række afgørende sager, så lykkedes det alligevel Storbritannien at havne på alvorlig konfrontationskurs med EU igen og igen i andre sager.

En af de legendariske slagsmål mellem EU og Storbritannien var tilbage i 1996, hvor Storbritannien var ramt af et antal tilfælde af den såkaldte gale ko-sygdom. Tv-billederne af rystende køer var så voldsomme, at EU-lederne ved et EU-topmøde i Torino i marts 1996 forbød Storbritannien at eksportere oksekød til de øvrige EU-lande.

Forbuddet var et kæmpe slag mod britisk landbrug og britisk fødevareeksport, og den britiske premierminister, John Major, var rasende.

EU-beslutningen – mod britisk vilje – fremkaldte enorme overskrifter i britiske aviser og et stort had mod EU og fastlandseuropa.

Mange år senere var Storbritannien igen omdrejningspunktet omkring en voldsom splittelse i EU-samarbejdet.

Tidligere premierminister Tony Blair og tidligere EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker omfavner hinanden til et EU-møde i Bruxelles i 2017. (Foto: François Lenoir © Scanpix)

I 2003 bestemte Tony Blair sig for, at Storbritannien skulle hjælpe USA med krigen mod Irak og Saddam Hussein. Nogle EU-lande – blandt andet Danmark – fulgte trop og bakkede op.

Andre tunge EU-lande som Tyskland og Frankrig var stærkt imod Irak-krigen.

Splittelsen mellem de tunge EU-lande satte dybe spor i EU-samarbejdet og den europæiske udenrigspolitik, og dengang var hverken Frankrig eller Tyskland i tvivl om, at netop den måde Tony Blair havde valgt at støtte George Bush og USA var medvirkende til, at splittelsen i EU blev ekstra dyb.

Omvendt var der endnu engang tale om en sag, hvor mange briter og den britiske presse endnu engang så de tyske og franske reaktioner som et klart bevis på, hvorfor Storbritannien egentlig ikke hører hjemme i den europæiske klub.

Britiske ønsker opfyldt

Historien om det britiske EU-medlemskab er historien om, hvordan Storbritannien på en række områder fik sin vilje.

Briterne ville gerne have et indre marked, og de ønskede handelshindringer fjernet mellem medlemslandene og fri konkurrence.

Og det fik de.

Briterne ville have frie kapitalbevægelser, som kunne gøre den britiske finanssektor endnu større og gøre London til en global spiller på det finansielle marked.

Og det fik de.

Storbritannien ønskede et EU, som var åben overfor omverdenen, og hvis marked var åbent overfor international handel.

Og det fik de.

EU har omkring 80 aftaler om handel, og EU spillede en aktiv rolle i udviklingen af verdenshandelsorganisationen, WTO.

Briterne ønskede også, at et europæisk forsvarssamarbejde ikke skulle konkurrere med NATO, men derimod supplere forsvarsalliancen.

Og det fik de.

Briterne ville have reformer af EU-systemet og reformer af forholdene for de EU-ansatte.

Og det fik de, da en britisk EU-kommissær – Neil Kinnock – fik ansvaret for netop at reformere EU-institutionerne.

Umiddelbart efter brexit var en realitet, trådte daværende premierminister, David Cameron, tilbage. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Farvel med et forbehold

Trods særregler, opt outs og opfyldte ønsker, så endte det alligevel med et britisk exit fra EU. Som det allersidste – inden den britiske folkeafstemning, fik den britiske premierminister, David Cameron forhandlet en ny britisk særregel omkring udbetalingen af sociale ydelser til EU-borgere. Det var en af de indrømmelser, som Cameron fik, og som han skulle bruge til at sælge det britiske EU-medlemskab til briterne ved folkeafstemningen den 23. juni 2016.

Men kampagnen var ikke mange dage gammel, før alle havde glemt alt om Camerons EU-aftale. Den britiske folkeafstemning handlede om andre emner, som var langt mere grundlæggende. Debatten viste med al tydelighed, at for briterne er EU-medlemskab ikke en nødvendighed.

Det er en valgmulighed.

Og den 23. juni 2016 sagde et flertal af briterne nej til medlemskabet.

Det betyder, at Storbritannien nu skal i gang med at genforhandle hele sit forhold til EU. Fra handel til politisamarbejde. Alt er nulstillet.

Og mens britiske forbehold og undtagelser indenfor EU primært var forhandlet på plads, dengang EF bestod af 12 medlemslande, så skal Storbritannien nu forhandle med et EU som består af 27 lande, som er noget mindre homogene end det gamle EF med 12 lande fra Vesteuropa.

Igen kan sige, hvad fremtiden bringer.

Den arge EU-modstander Nigel Farage og stifter af the Brexit Party under en fest i aftes, efter Storbritannien endeligt udtrådte af EU. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Det eneste, som er sikkert er, at efter brexit så kommer de europæiske dramaer omkring Storbritanniens placering ikke længere til at foregå inde i EU-institutionerne. For Storbritannien er ikke længere medlem. Britiske ministre slås ikke længere som en af aktørerne inde ved EU-møderne. Fremover så vil enhver kamp være Storbritannien på den ene side mod et samlet EU med 27 medlemslande på den anden side. For EU kan kun indlede forhandlinger, når de 27 medlemslande er enige om et forhandlingsmandat.

Derfor bliver fremtidens kampe mellem EU og Storbritannien meget mere besværlige end nogen af de kampe britiske premierministre – fra Thatcher til Cameron – har prøvet i den tid, hvor Storbritannien var medlem af EU. Fremover bliver det 27 mod 1. Hver gang.