Ole Ryborg: Merkel begik subtilt dronningemord på Vestager i Osaka i dag

Ifølge den tyske forbundskansler er der kun to "ægte spidskandidater" til posten som EU-kommissionsformand tilbage.

Den tyske kansler, Angela Merkel, nævnte ikke Margrethe Vestager, da hun nævnte kandidaterne til posten som EU-kommissionsformand i Osaka i Japan i dag. (Foto: DOMINIQUE JACOVIDES © Scanpix)

Det krævede et meget fint tunet øre og et pænt kendskab til det tyske sprog at opfatte, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, tidligere i dag placerede en kniv i ryggen på den danske EU-kommissær Margrethe Vestager.

For Margrethe Vestager blev ikke nævnt med et ord af den tyske kansler.

Ikke desto mindre formåede den tyske kansler med en enkelt sætning at sende et kodet – men klart – budskab om, at står det til hende, så kan EU’s stats- og regeringschefer reelt vælge mellem to personer, når de søndag aften mødes til ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles for at afgøre, hvem der skal være den næste formand for Europa-Kommissionen.

Valget står mellem den kristdemokratiske tysker Manfred Weber og den socialdemokratiske hollænder Frans Timmermans. Liberale Margrethe Vestager er ikke en valgmulighed.

Det var ikke sådan Angela Merkel udtrykte det. Sætningen fra den tyske kansler lød noget anderledes:

”Jeg kan kun sige, at begge spidskandidater, som jo er de ægte spidskandidater, er i spil, og de har begge på hver deres måde sørget for, at spidskandidatprocessen fortsat findes der. Det har været vigtigt både for socialdemokraterne og kristdemokraterne,” sagde Angela Merkel.

Et nyt begreb i udskillelsesløbet

Begrebet ”ægte spidskandidater” er et begreb som kristdemokraterne i Europa-Parlamentet har opfundet. Et begreb, som har ét formål - nemlig at kunne fjerne Margrethe Vestager fra ligningen, når kampen om EU-topposterne går ind i den afgørende fase.

Fænomenet med såkaldte spidskandidater blev introduceret for fem år siden af nogle af de europæiske politiske partier og er især blevet presset frem af et antal medlemmer af Europa-Parlamentet. Tanken er, at hvert europæisk politisk parti skal præsentere en såkaldte spidskandidat – en person som er det partis bud på, hvem der skal være formand for Europa-Kommissionen efter valget.

Processen har fået en noget blandet modtagelse blandt EU´s stats- og regeringschefer. For det står klart i EU-traktaten, at det er dem, som skal indstille, hvem der bør være formand for Kommissionen. Traktaten siger, at EU-lederne skal tage hensyn til, hvordan det gik ved valget til Europa-Parlamentet, når et forslag til en kommissionsformand præsenteres.

Men sætningen ”tage hensyn til” har medlemmer af Europa-Parlamentet altså valgt at tolke helt derhen, at EP-valget efter deres opfattelse også er et kommissionsformandsvalg, hvor vælgerne altså indirekte stemmer på en kommissionsformand, når de stemmer på en kandidat til EP-valget.

Vestager kom sent på banen

Opbakningen til hele denne spidskandidatproces har været noget blandet. I Tyskland og Østrig er processen populær. I andre lande er opbakningen til processen meget begrænset. F.eks. har det hele tiden været den danske regerings holdning, at det er stats- og regeringscheferne – som er valgt i medlemslandene – som skal udpege formanden for Europa-Kommissionen. Og en del EU-ledere ser hele processen som et forsøg fra Europa-Parlamentet på at tilrane sig mere magt på bekostning af medlemslandene.

Uenighederne førte til en noget broget proces op til EP-valget. De to gamle partier kristdemokraterne og socialdemokraterne præsenterede hver deres såkaldte spidskandidat. Manfred Weber og Frans Timmermans.

De grønne præsenterede to spidskandidater, mens f.eks. det liberale parti valgte at sige, at de gerne deltager i den europæiske debat, men ikke støtter selve idéen om spidskandidater. Så de liberale lancerede hele syv navne som var med i debatten – deriblandt Margrethe Vestager.

Det var først en uge inden valget til Europa-Parlamentet, at Vestager faktisk offentligt sagde, at hun var kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen.

Det sene kandidatur fra Vestager har fået især kristdemokraterne til at erklære, at Margrethe Vestager ikke var en ”ægte spidskandidat” – og dermed kan hun ikke vælges som formand for Kommissionen.

Og det er den logik som Manfred Weber og kristdemokraterne nu har fået Angela Merkel med på, da hun lørdag på en pressekonference efter G20 topmødet i Japan konkluderede, at der kun findes to ægte spidskandidater og dermed reelt kun to navne i spil, når EU-lederne søndag aften mødes i Bruxelles.

Én sætning - og forbundskansler Angela Merkel begik i Osaka et dronningemord på Vestager.

Ud af respiratoren

Allerede fra det første EU-topmøde om topjobs for 8 dage siden har det stået klart, at kristdemokraternes egen spidskandidat, Manfred Weber, ikke nyder opbakning blandt EU´s stats- og regeringschefer.

Weber har aldrig siddet i en regering, men har i stedet siddet i Europa-Parlamentet de seneste 15 år. Og en række udtalelser under valgkampen – f.eks. løftet om, at Weber vil være Europa-Parlamentets mand i Europa-Kommissionen – har medvirket til, at EU´s politiske ledere ikke bakker op om ham.

Da det stod klart, at kristdemokraterne ikke kunne få deres kandidat godkendt ved topmødet for otte dage siden, så gik de – med Angela Merkel i spidsen – systematisk til værks og fik forhindret, at der skulle være opbakning til nogen af de øvrige spidskandidater. Altså Timmermans og Vestager.

Præcis hvad der skete bag de lukkede døre, er svært at sige. Men generelt var indstillingen lige efter topmødet, at spidskandidaterne måske ikke var helt døde – men at de lå i respirator.

Men en uge er lang tid i politik og for flere EU-ledere, så har et betydeligt pres fra Europa-Parlamentet og specielt den kristdemokratiske gruppe, betydet, at spidskandidatprocessen kan være delvist genoplivet.

Den spanske premierminister Sanchez har i hvert fald set en mulighed for at vise sig på den europæiske scene ved at insistere på, at når nu kristdemokraten Weber ikke kunne få opbakning fra et flertal, så skulle man måske give socialdemokraten Timmermans chancen.

Ideel og umulig kandidat

Frans Timmermans er på en og samme gang en både idéel og en helt umulig kandidat til posten som formand for Europa-Kommissionen.

Den tidligere hollandske udenrigsminister har de sidste fem år været 1. næstformand i Europa-Kommissionen. Han kender jobbet. Han taler seks forskellige sprog. Som nederlandsk socialdemokrat er han både liberal og økonomisk ansvarlig – samtidig med at han er socialdemokrat. Og dermed burde Timmermans være den idéelle kompromiskandidat.

Hvis altså ikke lige det var sådan, at det er Frans Timmermans, som gennem de seneste år har været den person i Europa-Kommissionen, som med stædighed har været en konstant irritation hos en række central- og østeuropæiske lande – med Polen og Ungarn i spidsen.

For det er Timmermans som på vegne af Kommissionen har sat spørgsmålstegn ved den polske reform for udpegning af dommere ved de polske domstole og ved den ungarske regerings håndtering af både universiteter og presse.

Fire lande fra Central- og Østeuropa har allerede meddelt EU-formand Tusk, at de ikke kan acceptere Frans Timmermans som formand for Europa-Kommissionen. Der kan være flere.

Spørgsmålet er, om de holder fast i det udsagn, når EU-lederne mødes søndag aften. Og hvis det sker, er Donald Tusk så virkelig villig til at stemme udnævnelsen af en ny kommissionsformand igennem – mod landene i et stort geografisk område i EU – nemlig Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.

Spørgsmålet lige nu er, om dronningemordet i Osaka følges op med et kongemord i Bruxelles, hvor Timmermans må lade livet

Kompromiskandidat

Kristdemokraterne i EU har hele tiden ment, at posten som formand for Europa-Kommissionen er deres. Og hvis de tre spidskandidater, Weber, Vestager og Timmermans, alle afgår ved døden søndag – en efter en – så baner det vejen for, at Angela Merkel og andre kan lancere et helt nyt navn. En anden kristdemokrat, som ikke har været spidskandidat.

Men som det har vist sig med kandidater i respirator, så kan det ikke udelukkes, at topmødet i en nattetime alligevel kommer frem til, at der skal udpeges en spidskandidat. Og hvis det sker, ja så kan det være, at Margrethe Vestager hives ud af respiratoren og bliver bedt om at tage jobbet som kommissionsformand.

I så fald bliver første opgave at få fjernet den japanske kniv, som Angela Merkel lørdag placerede i Vestagers ryg, da hun i et japansk pressecenter selv begyndte at bruge begrebet ”ægte spidskandidater”.

Facebook
Twitter