Hvor bliver den af?

De kan høre bomberne falde omkring dem nærmest dagligt, for de bor bare 15 kilometer fra fronten, men nu har krigen stået på i 15 måneder, og indbyggerne i byen Ukrainske har svært ved at forstå, hvorfor de ikke ser en ukrainsk modoffensiv.

Den såkaldte "forårsoffensiv" har været på tale længe, og blandt andet sagde Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, så sent som den 28. april, at "så snart Guds vilje, det rette vejr og en beslutning fra hærførerne er til stede, gør vi det". Altså, sætter gang i en storstilet modoffensiv, der skal bekæmpe russerne.

Status her knap en måned senere, hvor kalenderen er skiftet til sommer, er, at verden fortsat holder vejret og venter på bemeldte offensiv, som præsident Volodymyr Zelenskyj i øvrigt blev spurgt ind til på et pressemøde fredag i Kyiv, som han holdt sammen med Estlands præsident, Alar Karis.

- Ifølge Zelenskyj er "det vigtigste" med modoffensiven, at "Rusland ser det". Men de skal ikke kun se modoffensiven, fastslår han. De skal også "føle det".

Livet går videre, selv om folk dør

Alt det - snak om militære strategier og taktikker - fylder ikke ret meget hos lokalbefolkningen i føromtalte Ukrainske nær Donetsk, der blot er én blandt mange mindre byer langs den 1.000 kilometer lange frontlinje mellem Ukraine og Rusland.

Her er den eneste skole lukket, efter at være blevet ramt af eksplosioner. Det samme er stadion og et utal af beboelsesejendomme.

Børnene bliver holdt hjemme fra børnehaver og vuggestuer, fordi der konstant er luftalarmer, og mange butikker er lukkede, men ellers går livet videre, så godt som det nu er muligt.

Det fortæller DR's korrespondent Anna Gaarslev, der netop har besøgt Ukrainske.

- Hele byen bærer præg af sporadiske ødelæggelser, og her ser nok ud ret præcist, som man forestiller sig i en by, der ligger i artilleri-afstand, som man siger. Her er affolket, fordi mange flygtede vestpå, da krigen brød ud, men en del er vendt tilbage. Det er de blandt andet, fordi de ikke var i stand til at skabe sig en tilværelse i den vestlige del af Ukraine, siger Anna Gaarslev.

- De havde svært ved at få livet til at hænge sammen både økonomisk og mentalt, og derfor rejste de hjem igen. Det betød - og betyder fortsat - ikke, at folk ikke er bange for, at russerne kommer og bomber dem sønder og sammen, men de er nødt til at lade livet gå videre, siger Anna Gaarslev.

Hun beskriver det, som om befolkningen lever "et halvt liv", mens byen humper fremad i krigens skygge.

Dagligdagen er sådan, at de konstant hører nedslag fra bomber og missiler skudt afsted af russerne, ligesom de rundt omkring kan høre deres ukrainske landsmænd besvare angrebene, når de sender en byge af misisiler afsted den anden vej.

- Jeg mødte en ung pige forleden, Oleksandra Molchanova, der sad i en bil sammen med to jævnaldrende og ventede på en tredje kammerat. Pludselig landede dele fra et russisk missil lige ved siden af dem. Der kom et stort lysglimt, og Oleksandra blev ramt af noget i sin ene arm og i brystet. Hun var tæt på at dø, har hun fortalt mig, siger Anna Gaarslev.

- Jeg indså, at hvis man hver dag skulle være bange for noget, altså - selvfølgelig skal vi være forsigtige - men det sker, når det sker, og når du ikke venter det, siger Oleksandra Molchanova til DR Nyheder.

- Hvad angår modoffensiven, håber jeg, det hele slutter snart, og at den giver resultat. At den har en effekt, selvfølgelig, siger Oleksandras kæreste, Oleksiy Meltelkin.

Det er folk som dem, der drømmer om snarlig fred og om at få livet tilbage, så de kan få lov til at blive ældre og stifte familie. Om at overleve og se den russiske besættelsesmagt slået tilbage over grænsen.

- Jeg fornemmer, at mange af ukrainerne ligesom dem er nået til et punkt, hvor de bare gerne vil have lov til ikke at være bange hele tiden. De lever i en realitet, hvor de hvert øjeblik kan få noget ned i hovedet, og det mærker man tydeligt i en by som Ukrainske, siger Anna Gaarslev.