Olga kæmper mod 'Europas sidste diktator': Selvfølgelig er jeg bange

Olga Korjakina er en af Hvideruslands nye kvindelige aktivister, der har taget kampen op mod landets egenrådige leder.

I dag afgøres valget i Hviderusland - Men der er ikke meget spænding om resultatet.

For på trods af voksende utilfredshed, opbakning til oppositionen og folkelige protester, så er de fleste af præsident Lukasjenkos modstandere smidt i fængsel.

Derfor er der lagt op til, at Lukasjenko, der har fået øgenavnet 'Europas sidste diktator', kan fortsætte med at sidde på magten.

Det stopper dog ikke en masse kvindelige aktivister i at gøre modstand. Så mens de mandlige oppositionspolitikere er blevet anholdt, er flere kvinder trådt direkte ind på frontlinjen i kampen mod Lukasjenko, der har siddet på magten i 26 år.

DR Nyheders Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, er i Hviderusland og har mødt en af de politiske aktivister, der kæmper for et nyt Hviderusland.

Facebook
Twitter