Olie smadrer natur og dyr i Canada

Masser af kemikalier flyder fra oliefabrikkerne i det norvestlige Canada. Flere indbyggere fortæller at forureningen har givet dem kræft.

Områder i Canada er hærget af jagten på olie. (Foto: DR © DR)

Der stinker af tjære, og gråsorte spildevandssøer dominerer landskabet.

Jagten på olie dræber naturen i områder i Canada.

Bruger hårde metoder

I provinsen Alberta findes en af de største olieforekomster i hele verden, men for at få fat på det sorte guld bruger industrien meget hårde metoder.

De kostbare dråber er enten bundet i overfladesandet eller gemmer sig som hårde klumper dybt under jorden.

Derfor skraber industrien overfladen og dermed også planterne af landskabet i jagt efter oliesand. Og for at frigøre olien fra sandet, må virksomhederne bruge store mængder kemikalier.

Katastrofeområde

- Det bliver et katastrofeområde, mener Lionel Lepine, som bor i oliebyen Fort McMurray, og selv har arbejdet for et af det store olieselskaber.

- Det gør mig deprimeret, fordi jeg selv har arbejdet på Oil Sand fabrikken. Jeg kørte i verdens største lastbiler. Først syntes jeg, det var spændende, men det tog ikke lang tid, før jeg opdagede, at jeg kun bidrog til ødelæggelse.

Døde fugle og 1000 milliarder oliekroner

Olieindustrien, heriblandt det norske olieselskab Statoil, har investeret mere end 1000 millarder kroner i området, og det har sat sine tydelige spor.

Blandt andet er der mange store spildevandssøer, som ligger uhyggeligt tæt på det rige dyreliv og floden Athabasche.

- Når ænder eller gæs lander her, dør de. Sidste år landede en flok med 1600 fugle, og de omkom. Det sker, siger Lionel Lepine.

Indianere med kræft

Olieudvindingen har også haft store konsekvenser for indianere i området, som i årtusinder har levet af fiskene i vandet og dyrene i skoven.

Byen Fort Chipyean med godt 1200 indbyggere ligger ud til floden Athabasche, som medbringer tungmetaller som kviksølv.

- Alle ser ud til at få kræft. Folk dør af det, Også unge mennesker, siger én af indbyggerne Bill Tuccaro.

I 21 Søndag kan du møde indbyggerne fra Fort Chipyean og høre mere om konsekvenserne af oliejagten i Canada.

Programmet begynder i aften klokken 21.00 på DR1

Facebook
Twitter