Olieskam, klimakamp og moral har sat Norges sorte energi på valgdagsordenen

Olie er Norges største indtægtskilde - men også den varmeste politiske kartoffel ved mandagens valg.

Tor Eigil Løvli arbejder i olieindustrien - han er stolt af at være oliearbejder og er træt af at være udskammet, fordi han producerer sort energi. (Foto: Unknown © DR)

Nordmændene har fået et nyt ord: Olieskam. Engang handlede det næsten kun om penge – men Norges største politiske dilemma inden valget på mandag også blevet moralsk.

For kan man tillade sig at leve bedre end de fleste på sort energi i en verden, der helst skal blive grønnere?

Skam fylder meget i Tor Egil Løvlis liv. Han og hans kolleger får at vide, at de skal skamme sig over deres job i olieindustrien, at deres arbejde ødelægger livet de næste generationer.

- Når folk spørger, hvordan vi kan arbejde i olieindustrien, om vi ikke tænker på vores børn og børnebørn, så er det blevet for meget. Jeg er åben overfor at diskutere olie, miljø og klima – men ikke på den måde.

Tor Egil Løvli t-shirt, der proklamerer, at han er stolt af sit arbejde. (Foto: Unknown © DR)

Derfor lyner Tor Egil beredvilligt sin trøje ned og viser sin sorte T-shirt med påskriften: Jeg er en stolt oliearbejder

- For det er jeg! Jeg nægter at bøje nakken. De, der kritiserer os i dag, kan oftest ikke huske, dengang Norge var et fattigt land. Norsk velfærd er bygget på olie, og vi er i dag ledende i så miljørigtig udvinding af olie som overhovedet muligt.

Når jeg påpeger, at olie jo et fossilt brændstof, og at Norge via sin eksport bidrager til klodens C02-udledninger, falder svaret lynsnart:

- Verden kan i dag ikke klare sig uden olie. Og så er det bedre, at vi udvinder den så forsvarligt som muligt og ikke overlader det til andre, der ikke sætter miljøet så højt som vi gør. I stedet for at diskutere slutdatoer for norsk olieproduktion, burde vi hellere tale om startdatoer for, hvornår vi skal forske intensivt i, hvad der skal afløse olie, siger han og fortsætter:

- Det svar får vi ikke af politikerne – det får vi af forskerne. Og den forskning koster penge – penge som vi får fra olien.

Betyder mindre og mindre

Når det er sagt, så har oliens betydning for norsk økonomi været aftagende de senere år.

Men olie og gas udgjorde sidste år stadig over 40 procent af eksporten. Og selvom antallet af direkte ansatte i industrien udgør ganske få procent af arbejdsstyrken, genererer olieproduktion økonomisk aktivitet som ringe i vandet ud i det norske samfund.

Det anslås, at olien udgør 14 procent af BNP. Men selv om Norge har været på langsom olie-tvangsafvænning de senere år i økonomien generelt, så ser billedet anderledes ud, når vi kigger på statens afhængighed af indtægterne fra nordmændenes gigantiske fælles opsparing: Statens Pensionsfond – i daglig tale Oliefonden.

Selvom oliearbejder Tor Eigil Løvli er glad for sit arbejde, så er han ikke i tvivl om, at olie som energiform har en stakket frist:

Fælles opsparing holder hånden økonomien

I 2000 var omkring tre procent af statens udgifter finansieret via oliefonden – i 2019 var det tal steget til 18 procent.

Da corona-krisen ramte i 2020 stak Norge hånden endnu dybere ned i pengetanken: 26 procent – en krone ud af fire – blev hentet direkte i oliefonden – som i dag er mere end 12.000 milliarder norske kroner værd.

Forestil dig, at du år efter år bruger flere penge, end du tjener, men det gør ikke noget – så længe dit overforbrug under normale omstændigheder holder sig på tre procent af afkastet fra din opsparing.

Sådan er det at være Norge.

Og det er slet ikke slut endnu. Norge nøjes ikke med at producere den olie, man ved findes – i de felter der allerede er i gang. Man investerer stadig massivt i at lede efter nye felter, der kan sikre olie-og gasproduktion i årtier fremover. Det norske Oliedirektorat anslår, at man indtil nu kun har udvundet halvdelen af de forekomster der reelt ligger dernede.

Flere steder i Norge er valgstederne allerede søndag åbnet. Her afgiver formand for Arbejderpartiet, som står til en valgsejr, sin stemme i Oslo tidligere i dag. Ingen af Norges største partier, heriblandt Arbejderpartiet, går ind for en fuld afvikling af den norske olieproduktion. (Foto: JAVAD PARSA © Ritzau Scanpix)

- Vi bliver nødt til at larme

Det perspektiv får det til at løbe koldt ned af ryggen på 24-årige Jonas Kittelsen. Så meget, at han har engageret sig i aktivistgruppen Extintion Rebellion:

- Det er ikke nok at skrive kronikker og engagere sig i allerede etablerede politiske organer for at få mine landsmænd til at indse, at sådan her kan vi ikke fortsætte. Det har jeg gjort og gør stadig – men det flytter ikke nok. Vi bliver nødt til at larme for at åbne omverdenens øjne for, at vores allesammens fremtid her på kloden er truet af klimakrisen. Det er en krise – og vi skal behandle den som en sådan.

Jonas Kittelsen under en aktion med de andre medlemmer af Extinction Rebellion på Jernbanetorget i Oslo den 8. september. (Foto: Torben Kjærsgaard Madsen © DR)

I slutningen af august besatte en gruppe Extintion Rebellion-aktivister under stor opmærksomhed det norske olie-og energiministerium.

I dag er aktionen mindre og mere rolig. Jon og 16-årige Andrine sidder stille på jorden foran Olso Banegård mens fortravlede pendlere og enkelte turister med rullekufferter suser forbi.

Nogle standser op og læser Jonas´ skilt med teksten: Klima handler om min generations fremtid og det er en kamp værd at kæmpe.

- På denne måde får vi kontakt med mennesker. Jeg håber, at de læser skiltet, og en tanke slår rod i deres hovede. Der er utrolig meget på spil ved dette valg, og jeg håber, at de, der indser, at Norge har pligt til at forlade olien en gang for alle, får mere magt end de har i dag. Jeg fortsætter i hvert fald med at kæmpe.

Facebook
Twitter