Oliestaten Brunei vil stene og piske homoseksuelle til døde

I næste uge indfører oliestaten Brunei dødsstraf for homoseksuel sex.

Siden 2014 har den stenrige sultan Hassanal Bolkiah indført hårde sharia-straffe som stening og afhugning af lemmer i den velhavende oliestat Brunei. (Foto: Ahim Rani © Scanpix)

Piskeslag eller stening til døde for øjnene af befolkningen.

Det kan måske lyde som gamle henrettelsesmetoder, men fra 3. april kan det blive skæbnen for borgere i staten Brunei, der findes skyldig i at have et forhold til en person af samme køn, oplyser The Guardian.

Implementeringen af dødsstraffen sker i forbindelse med, at statsoverhovedet, sultan Hassan Bolkiah, siden 2014 trinvist har indført sharia-lov. Og nu er tiden kommet til at indfase den del af loven, som skal straffe de homoseksuelle.

Ifølge Amnesty International kan sultanstyret forvente at møde massiv, international kritik som følge af lovændringerne.

- At legalisere så ondsindede og umenneskelige straffe er i sig selv forfærdende. Nogle af de potentielle 'lovovertrædelser' bør ikke engang betegnes som forbrydelser, herunder sex mellem to mennesker af samme køn under samtykke, siger Rachel Chhoa-Howard, der er Brunei-researcher hos Amnesty International, i en udtalelse.

Hun opfordrer Brunei til straks at standse planerne om at gennemføre de barbariske straffe og ændre loven, så den passer til de forpligtelser, der er til menneskerettigheder. Men også resten af det internationale samfund bør fordømme Bruneis grusomme straffe, mener hun.

Sultandømmet har i sin tid underskrevet FN's torturkonvention, men aldrig ratificeret den, oplyser Amnesty International.

Det betyder, at landet ikke er juridisk bundet op på den internationale konvention, som fastslår, at det er forbudt at udføre tortur og straffe folk med afhugning af lemmer eller stening.

Tyve vil få afhugget lemmer

Lovpakken, der bliver indført i den kommende uge, straffer ikke kun homoseksuelle. Dødsstraffen gælder desuden voldtægt, sodomi og utroskab.

Og hvis en person stjæler, risikerer vedkommende desuden at få amputeret hånden eller foden, skriver The Guardian.

I Brunei lever der omtrent 400.000 mennesker, og cirka 70 procent af befolkningen er muslimer. Den strenge sharia-lov vil gælde for den muslimske del af befolkningen, der udgør omkring to tredjedele af indbyggerne.

Hidtil har homoseksuelle kunnet straffes med op til ti års fængsel i sultandømmet.

Oliestaten er ikke det eneste asiatiske land, der forbyder homoseksualitet. Det gælder blandt andet Myanmar, Malaysia og Singapore. Ingen af dem har dog dødsstraf, skriver globalnyt.dk.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at straffen for at udeblive fra fredagsbøn var amputation. Dette er ikke korrekt, og det er derfor fjernet i artiklen.

Facebook
Twitter