Oligark afviser at have handlet på vegne af Ruslands præsident Putin med køb af fodboldklubben Chelsea

Roman Abramovitj og andre russiske rigmænd har sagsøgt britisk journalist for bagvaskelse og injurier.

Roman Abramovitj fik omgående succes med Chelsea efter købet af klubben i 2003. (Foto: REUTERS FILE PHOTO © Ritzau Scanpix)

Det vakte opsigt, da den russiske rigmand, Roman Abramovitj, lagde tæt på 150 millioner pund på bordet og købte den historiske London-klub Chelsea FC tilbage i sommeren 2003.

Det var mere end, hvad nogen nogensinde havde betalt for en klub i den bedste engelske fodboldrække. Men hvis idé var det egentlig? Var det Abramovitj' egen?

Eller var det rent faktisk styret af den dengang forholdsvist nyvalgte russiske præsident, Vladimir Putin?

Sidstnævnte afviser Abramovitj selv. Og sagen er nu blevet fokus i en høring, der i går begyndte i London's High Court, og som fortsætter i dag og kan blive en dyr affære om injurier og bagvaskelse.

I centrum af det hele er bogen "Putin's People", der sidste år blev kåret af The Economist som en af årets bedste bøger. Bogen er udgivet af HarperCollins, og forfatter er journalist Catherine Belton, der tidligere har arbejdet for Financial Times og nu arbejder som korrespondent for Reuters.

  • Roman Abramovitj købte fodboldklubben Chelsea FC i 2003. Siden har han investeret enorme summer i klubben - med flere trofæer til følge. (Foto: Ben Stansall © Ritzau Scanpix)
  • I slutningen af maj i år kunne den 54-årige milliardær løfte Champions League-trofæet for anden gang, siden han overtog klubben. (Foto: Michael Steele © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Et 'fjernt' forhold

Bogen fortæller, hvordan Vladimir Putin kom til magten og om hans forhold til landets oligarker, de russiske rigmænd.

Det er mere end 20 passager fra bogen, der har fået Abramovitj til at sagsøge både forlaget og journalisten. Og helt centralt er altså en klage over, at han i bogen fremstår som styret af Putin, da han købte Chelsea FC som en del af et forsøg på at etablere russisk indflydelse.

Afsender på den påstand er blandt andet en russisk milliardær, Sergej Pugatjev, der tidligere var en del af Putins inderkreds, men siden har måttet flygte fra Rusland. Han har tidligere udtalt, at Putin ifølge ham skulle have haft planer om at købe fodboldklubben Chelsea. Ifølge Financial Times er Pugatjev tidligere blevet vurderet som et upålideligt vidne i forbindelse med en anden sag.

- Den almindelige læser vil unægteligt få det indtryk, at Roman Abramovitj blev beordret til at købe Chelsea. Så han blev brugt som et acceptabelt ansigt på et korrupt og farligt regime, lød det i retten fra Abramovitj' advokat Hugh Tomlinson ifølge The Guardian.

For et par dage siden markerede Chelsea Football Club, at det er 18 år siden, at Roman Abramovitj overtog ejerskabet i klubben:

Men det er langt fra virkeligheden, lød det fra advokaten, der påpegede, at forholdet mellem Putin og Abramovitj faktisk er fjernt.

Belton og HarperCollins forsvarer sig dog med, at man har taget forbehold og har inkluderet udtalelser fra en kilde tæt på Abramovitj, der afviser, at indkøbet af den engelske fodboldklub skulle sket på ordre fra Kreml. Samtidig er det baseret på flere kilder, så det er ikke forfatterens egen konklusion, påpegede parternes advokat Andrew Caldecott:

- Men uanset hvad, så er Abramovitj' valg af Chelsea blevet et symbol på en russisk pengestrøm ind i Storbritannien.

Forlaget beklager

Den russiske rigmand lagde faktisk sag an helt tilbage i marts, og umiddelbart efter fulgte yderligere to oligarker trop og lagde sag an mod forlaget: Den 57-årige forretningsmand Mikhail Fridman, og den 66-årige Pjotr Aven, der står i spidsen for den russiske Alfa-Bank.

Også den statsejede energigigant Rosneft har lagt sag an mod HarperCollins og Belton for bagvaskelse, ligesom yderligere en ifølge Financial Times har gjort det.

Fridman og Aven har dog allerede indgået et forlig, og forlaget har ifølge The Times indvilliget i fjerne alt, der måtte indikere, at der er en forbindelse melem de to mænd, ligesom det har indvilget i at undskylde.

Ifølge HarperCollins' advokater er der tale om mindre ændringer, og forlaget har beklaget, at centrale paragraffer fra bogen ikke er blevet forelagt de russiske rigmænd inden udgivelsen.

Bogen 'Putin's People' fortæller, hvordan Vladimir Putin kom til magten og om hans forhold til landets oligarker. (Foto: Alexey Nikolsky © Ritzau Scanpix)

Abramovitj' advokat er også advokat for Fridman og Aven, men afviser, at søgsmålene på nogle måder skulle være koordineret.

Forlaget Harper Collins har ikke yderligere kommentarer til sagen, men oplyser via mail, at man “inden for en uge fra den 28. juli vil publicere en offentlig udtalelse” på forlagets hjemmeside.

Søgsmålene bliver af flere set som eksempler på, hvad det kan få af juridiske konsekvenser ved at beskrive de økonomiske forhold for toppen af det russiske samfund.

Ifølge organisationen Index on Censorship, der arbejder for ytringsfrihed, bliver netop London og det britiske retssystem set som et foretrukkent sted til at "kvase kritisk journalistik, ikke bare i Storbritannien, men i hele verden".

Den amerikanske investor og økonom, Bill Browder, der har kaldt sig selv "Putins værste fjende" mener også, at sagen kan afholde journalister fra fremover at afdække den russiske præsidents økonomiske forhold.

I første omgang skal høringerne bruges til at afklare, om der er mulighed for en egentlig retssag og ifølge The Guardian vil en sådan først forventes i 2022.

Facebook
Twitter