Omar og Yamas far døde i moské-angreb, men reddede en anden mands liv

Navnene på ofrene for terrorangrebet i New Zealand begynder at komme frem.

Brødrene Omar (t.h.) og Yama Nabi mistede deres far under terrorangrebet. 71-årige Daoud Nabi kastede sig ind i kugleregnen og reddede andre, fortæller de. (Foto: TESSA BURROWS © AFP or licensors)

Halvandet døgn efter terrorangrebet mod to moskéer i den newzealandske by Christchurch er myndighederne fortsat i gang med at identificere ofrene.

Myndighederne i New Zealand har endnu ikke officielt bekræftet navne på afdøde eller sårede, men en række familiemedlemmer og andre pårørende til ofre har fortalt offentligheden om de personer, som enten er savnede eller af familien bekræftet døde.

49 mennesker døde, da en mand åbnede ild mod flere hundrede muslimer, der deltog i fredagsbøn.

Blandt ofrene er både voksne og børn, mænd og kvinder.

Tidligere i dag stimlede pårørende til de dræbte sammen uden for retsbygningen i Christchurch, hvor den formodede gerningsmand, 28-årige Brenton Tarrant, blev fremstillet for retten.

To af dem er brødrene Omar og Yama Nabi, hvis 71-årige far blev dræbt i skyderiet.

Naoud Nabi var indvandret fra Afghanistan. (Foto: Edgar Su)

- Han var en af de første muslimer i New Zealand, siger Yama Nabi, som selv skulle have været til fredagsbønnen, men kom ti minutter for sent, til The Sydney Morning Herald.

Der var hans far allerede død, efter at have kastet sig ind foran kugleregnen for at redde andre.

- Han sprang ind i skudlinjen for at redde en andens liv, og så omkom han, fortæller hans bror Omar Nabi og tilføjer, at Daoud Nabi plejede at kalde New Zealand for "en lille del af paradis".

Mange flygtninge blandt ofre

Mange af ofrene er flygtninge fra forskellige steder i verden, som var søgt til New Zealand i håbet om at leve i sikkerhed, skriver BBC.

Et af de yngste formodede ofre for massakren er tre-årige Mucad Ibrahim.

Ifølge det new zealandske medie Stuff var han i Al Noor-moskeen sammen sammen sin far og storebror, da terroristen gik til angreb.

Storebroren, Abdi Ibrahim, fortæller til avisen, at familien har været på hospitalet og lede efter Mucad Ibrahim, men at de ikke kunne finde ham.

- Vi tænker, det er sandsynligt, at han er blandt dem, som er dræbt. Det er hårdt. Alle spørger om jeg har brug for hjælp, men jeg har aldrig været igennem noget sådant før, siger broren Abdi Ibrahim, der beskriver den lille dreng som 'fuld af energi, legesyg og smilende.'

Under terrorangrebet overlevede faren angiveligt, fordi han spillede død, fortæller familien.

Et andet offer, 14-årige Sayyad Milne, er også af sin familie blevet bekræftet dræbt.

Teenageren, der drømte om at blive fodboldspiller, var i Al Noor-moskeen sammen med sin mor, da terrorangrebet skete.

Sayyad Milnes far fortæller til The New Zealand Herald, at han er sikker på, at hans søn er afgået ved døden efter at være blevet skudt af terroristen.

- Jeg ved, hvor han er. Jeg ved, at han har fået fred, siger faren.

Forsøgte at overmande terrorist

50-årige Naeem Rashid, der oprindeligt er fra Pakistan, er blevet bekræftet død af Pakistans Udenrigsministerium.

Han arbejdede som lærer i Christchurch. I en video, som blev optaget i Al Noor-moskeen under terrorangrebet, ses det, at Naeem Rashid forsøgte at overmande terroristen, men han blev hårdt såret af skud.

Broren Khurskid Alam udtaler ifølge BBC, at han er stolt af Naeem Rashids handlinger.

- Han er en modig person, og jeg har hørt fra fra folk, der var til stede, at han reddede liv ved at forsøge at stoppe manden.

- Men det er stadig et chok for os, uanset hvilken helt, han er. Det er som at miste en legemsdel, siger broren.

Familiemedlemmer og pårørende til afdøde Naeem Rashid kondolerer over for broren, Nadeem Rasheed, i Pakistan. Landets myndigheder har bekræftet, at fem personer med pakistansk baggrund er savnet efter terrorangrebet. (Foto: SULTAN DOGAR © Scanpix)

De pakistanske myndigheder har også bekræftet, at Naeem Rashids søn, 21-årige Talha Rashid, døde i terrorangrebet.

Familie til Talha Rashid fortæller, at han lige havde fået et nyt arbejde, og at han havde bryllupsplaner.

- For få dage siden, da jeg talte med Naeem Rasheed, fortale han mig, at han havde planer om at komme til Pakistan for at få sønnen gift. Nu skal vi i stedet arrangere at få bragt ligene af faren og sønnen tilbage tilbage til Pakistan, siger Talha Rashids onkel.

Tre personer med oprindelse fra Bangladesh er dræbt, oplyser landets myndigheder. Et af dem er 42-årige Hosna Ara, der under terrorangrebet opholdt sig i kvindernes afdeling af Al Noor-moskeen.

- Efter at have hørt lyden af skud, skyndte hun sig over for at finde sin mand, men blev skudt og døde, fortæller kvindens nevø ifølge mediet New Age Bangladesh.

En palæstinensisk mand, 57-årige Amjad Hamid, er også formodet død ifølge sin familie, skriver New Zealand Herald.

Manden, der arbejde som læge i New Zealand, blev ramt af skud i Al Noor-moskeen, som han besøgte hver eneste fredag. Sammen med sin familie flyttede han til New Zealand for 23 år siden.

- Det er frygteligt. Vi håbede på at finde en bedre fremtid for os selv og børnene, siger hans kone, Hanan, ifølge New Zealand Herald.

Blandt de mange savnede er der nævnt personer med oprindelse fra lande som Jordan, Indien, Pakistan, Bangladesh, Afghanistan, Fiji, Saudi Arabien, Somalia og Palæstina.

Facebook
Twitter