'Omgivet af skurke og løgnere, men i spørgsmålet om Rusland går han fri'

Udfordringerne er dog langt fra ovre for præsidenten og hans folk, vurderer DR's USA-korrespondent Steffen Kretz.

(Arkivfoto). (Foto: Saul LOEB © Scanpix)

Donald Trump har gentagne gange tweetet, at der ikke var nogen i hans stab, der deltog i en ulovlig sammensværgelse med Rusland om at påvirke præsidentvalget i 2016.

Samme konklusion fremgår nu af en redegørelse fra USAs justitsminister, William Barr, som han har skrevet på baggrund af den særlige anklager Robert Muellers 22 måneder lange undersøgelse af sagen. Og den konklusion er en sejr for præsident Donald Trump, siger DR's korrespondent i USA, Steffen Kretz:

- Man må antage, at præsidenten drager et lettelsens suk i disse timer. Han har fået ret, og han kan nu med sindsro sige, at der ikke var nogen sammensværgelse og henvise til undersøgelsen, siger Steffen Kretz og tilføjer:

- Undersøgelsen viser, at Donald Trump har omgivet sig med skurke og løgnere, en række af dem er dømt, andre har erklæret sig skyldige. Men i spørgsmålet om samarbejde med Rusland går Trump og hans familie altså fri.

Ingen rygende pistol

Robert Muellers undersøgelser har været i gang i næsten to år, og i fredags overdragede anklageren sin færdige rapport til USA's justitsminister, William Barr.

Søndag aften blev et fire siders sammendrag af undersøgelsen sendt til lederne af de to partier i Kongressen, hvorefter formanden for det juridiske udvalg i Kongressen, demokraten Jerry Nadler, kunne meddele, at undersøgelsen ikke finder beviser for en sammensværgelse med Rusland. Dertil konkluderer den heller ikke, at Trump har lagt hindringer i vejen for efterforskningen ved blandt andet at fyre chefen for forbundspolitiet FBI i foråret 2017.

Donald Trump var ikke sen til at kommentere konklusionerne. På Twitter skrev Trump kort tid efter, at rapporten fuldstændigt renser ham:

- Ingen samarbejde, ingen forhindring, fuldstændig og total renselse, lød det, og Det Hvide Hus' pressetalskvinde Sarah Sanders erklærede sig enig.

På Twitter skrev hun, at "resultaterne fra Justitsministeret er en total og fuldstændig frikendelse af USA's præsident".

Se Donald Trumps reaktion på rapporten i videoen her:

Omfattende undersøgelse

Med det vi ved på nuværende tidspunkt, er der ingen rygende pistol, der kan føre til en rigsretssag mod Trump, som præsidentens modstandere havde håbet. Dog er udfordringerne langt fra ovre for Donald Trump, understreger Steffen Kretz.

Formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og leder af demokraterne i Senatet, Chuck Schumer, har allerede meddelt, at de vil have hele Muellers rapport ud til offentligheden. Og Muellers rapport har de sidste to år afdækket en lang række forhold, som belaster præsidenten:

- En hel kreds af Trumps nærmeste er enten dømt eller har indrømmet at have overtrådt straffeloven. Blandt andet Trumps personlige advokat, som skal i fængsel i en straffesag, hvor Donald Trump er mistænkt, men endnu ikke tiltalt, siger Steffen Kretz:

- Den sag og flere andre fortsætter hos anklagemyndighederne i blandt andet New York, og de kan blive en politisk belastning for Trump, efterhånden som de skrider frem. Trump risikerer desuden selv at komme på anklagebænken, når han engang ikke længere er præsident.

Facebook
Twitter