Omstridt eks-formand: Brexit er største fejl siden krigen

Den afgående formand for det britiske Underhus, John Bercow, blev kritiseret for at tage parti i brexit-opgør.

John Bercow har markeret sig med autoritet i mange ophidsede debatter om brexit i det britiske Underhus. (Foto: JESSICA TAYLOR © Ritzau Scanpix)

Storbritannien har med sin udmeldelse af EU begået den største fejl siden Anden Verdenskrig.

Det mener den afgående formand for det britiske Underhus, John Bercow, der nu bekender kulør i brexit-debatten.

- Jeg mener ikke, at det (brexit, red.) vil gavne Storbritannien. Brexit er vores lands største fejltagelse siden krigen, siger han ifølge The Guardian.

- Jeg respekterer premierminister Johnson, men brexit hjælper os ikke. Det er bedre at være del af magtblokken, tilføjer han.

Den karismatiske eks-formand har haft opgaven med at være ordstyrer under de ofte heftige debatter om brexit i det britiske parlament.

Han er gentagne gange blevet beskyldt for at tage parti under debatterne. Flere brexiteers har anklaget ham for at blokere for Storbritanniens EU-exit.

Det afviser John Bercow.

- Det er parlamentet, der har forhindret Storbritannien i at forlade EU - ikke mig, siger han ifølge The Guardian.

Sat sit aftryk på parlamentet

John Bercow har under den politiske krise, der har stået på siden EU-afstemningen i juni 2016, sat et markant aftryk i parlamentet.

Hans særlige stil under de ophidsede debatter har givet ham nærmest stjernestatus i Storbritannien og ude i verden.

Ikke mindst når han for fuld kraft har tordnet sit "order" ud over forsamlingen for at få de mest energiske parlamentarikere til at holde op med at råbe og skrige efter hinanden.

John Bercow forlader parlamentet ved næste valg den 12. december. Han har repræsenteret de konservative siden 1997.

Han planlægger at udgive en bog om sit liv næste år.

Mandag blev Labour-politikeren Lindsay Hoyle valgt som ny formand for det britiske Underhus.

Hoyle har lovet, at han som formand vil forsøge at bringe mere ro over det britiske parlament.

/ritzau/