Omstridt flag ødelægger koreansk fællesskab

Nordkoreansk judo-hold nægter at kæmpe under genforeningsflag med sydkoreanere.

Weekenden skulle have dannet ramme om en flot gestus, hvor nord- og sydkoreanske judokæmpere skulle marchere ind til et judo-stævne i Mongoliet under fælles flag. Flaget viste et lyseblåt kort over et samlet Korea.

Men et par omstridte mangler ved flaget har fået nordkoreanerne til at nægte.

- Lige nu er det umuligt at danne ét hold på grund af den politiske situation, erkender Jeon Ki-Young, som er holdleder for det sydkoreanske hold.

Uenighederne knytter sig til to øer, hvis herredømme har været stridspunkt mellem Nordkorea, Sydkorea og nabolandet Japan.

Øerne er nemlig blevet udeladt på det kort over Korea, som er afbilledet på flaget.

- Vi kæmper som DPRK-judoholdet (Nordkorea) under holdkampen. Arrangørerne prøvede at få os til at bruge flaget uden disse to øer, fastslår Kim Jun Ryong, der er holdleder for det nordkoreanske hold.

Trods den kolde skulder fra nordkoreanerne har Sydkorea ikke opgivet håbet om fælles flag.

- Vi håber stadig, måske næste gang i Baku (Aserbajdsjan) til verdensmesterskaberne i judo, fortæller Jeon Ki-Youn fra det sydkoreanske hold.

Selv om de to nabolande officielt ikke har afsluttet krigen mod hinanden, har der været forsonende toner den seneste tid.

Især mødet mellem Sydkoreas præsident, Moon Jae-in og Nordkoreas leder Kim Jong-un har givet håb om genforening på den koreanske halvø.

Facebook
Twitter