Omstridt polsk retsreform er godkendt i Overhuset

Nu mangler kun præsidentens underskrift på forslag, som frygtes at underminere magtens tredeling.

55 politikere i Polens Overhus stemte for at ændre retsvæsenet, mens 23 stemte imod. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)

Overhuset i Polens parlament har i nat godkendt en omstridt reform af retsvæsenet med stemmerne 55-23.

Reformen betyder ifølge kritikere, at magtens tredeling reelt vil ophøre, da den lovgivende magt kommer til at kontrollere den dømmende magt. Dermed er forslaget i strid med den polske forfatning, mener modstanderne.

Hidtil er dommere blevet udpeget af et råd, som overvejende består af andre dommere.

Fremover skal parlamentet og regeringen have det afgørende ord at skulle have sagt ved udnævnelsen af dommere hele vejen op i systemet til højesteret, mener det regerende Lov- og Retfærdighedsparti.

Partiet begyndte allerede at reformere det juridiske system, da det kom til magten i 2015.

Forslagets endelige skæbne ligger nu i hænderne på Polens præsident, Andrzej Duda, der inden for 21 dage skal sætte sin underskrift på forslaget, før det bliver lov.

Duda har indtil videre støttet regeringens lovforslag.

Polens højesteret, landets ombudsmand samt den polske dommerforening har betegnet lovforslaget som forfatningsstridigt.

I flere polske byer gik titusinder natten til fredag på gaden i protest mod reformen.

/ritzau/

Facebook
Twitter