En nat i begyndelsen af januar blev Lesley Weekley prikket på skulderen af sin mand Rob. Klokken var et om natten, og han havde det ikke så godt, sagde han.

Lesley Weekley gik i køkkenet efter nogle piller, der skulle hjælpe på den anspændte følelse, han havde haft i brystet de seneste to dage. Da hun kom tilbage til soveværelset et øjeblik senere, var Rob usammenhængende og iskold.

- Jeg tøvede slet ikke, jeg ringede bare 999 (nummeret til alarmcentralen i Storbritannien, red.), siger hun.

Men beskeden i den anden ende af røret var næsten uhyggeligere end Rob Weekleys tilstand: De havde ingen ambulancer ledige.

Ringede seks gange

Det er ikke en unik besked at få, hvis man ringer til alarmcentralen i Storbritannien. Ventetiden på at få akut hjælp er nemlig højere end nogensinde – også hvis man har et hjerteanfald.

I England har ambulanceredderne reglen, at det må tage maksimalt 18 minutter at nå frem til en person, man mistænker har et hjerteanfald. I december 2022 tog det i gennemsnit 93 minutter.

For Lesley Weekley, der bor i Wales, tog det endnu længere. Hun ringede tilbage til alarmcentralen seks gange i løbet af to timer, mens Rob gradvist blev dårligere. Til sidst tiggede og bad hun dem om at komme.

Telefonoperatøren forsikrede Lesley Weekley om, at der snart ville være en ambulance på vej.

- Rob var så stærk og kæmpede imod det, der skete i hans krop. Men efter to timer kiggede han på mig og sagde roligt: Jeg er ved at dø. Og så stoppede han med at trække vejret, fortæller hun.

Lesley Weekley smed telefonen fra sig og hev Rob ned på gulvet. Hun begyndte at lave hjertemassage, guidet af telefonoperatøren.

- Mine hænder gled rundt på hans brystkasse, fordi jeg svedte så meget, husker hun.

Kunne være blevet reddet

To timer efter det første opkald til alarmcentralen kom ambulanceredderne endelig – og tog over.

- De gjorde alt, hvad de kunne for at redde ham. Men efter 45 minutter måtte de give op. Jeg vidste det godt. Jeg kunne se på ham, han var død. Han var allerede væk, da de kom, tror jeg, siger Lesley Weekley.

Hun har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun mindes den nat. Og da hun genfortæller, hvad en af de to ambulancereddere sagde til hende, begynder hun at græde.

- Den ene sagde til mig, at de kunne have reddet ham, hvis de var kommet, efter jeg ringede første gang. Hvad gør man med sådan en besked? Jeg kiggede bare på ham. Det gjorde kun ondt værre, siger hun.

De fik lov til at være alene sammen, kone og nu afdøde mand. Lesley Weekley beskriver, hvordan hun pakkede Rob ind i en dyne, fordi han var så kold. Hun sad hos ham, til bedemanden kom og tog ham med.

Ventetid koster 500 liv om ugen

I Wales er ventetiden på en ambulance i øjeblikket længere, end den nogensinde har været.

Ifølge Jason Killes, direktør i den walisiske ambulancetjeneste, er det ventetiden på akutmodtagelserne, der lammer ambulancerne.

- Presset på tværs af sundhedsvæsenet er sådan i øjeblikket, at vi ikke kan komme ud til alle, fordi vores ambulancer bliver forsinkede på hospitalerne. Så jeg kan ikke se nogen hurtig løsning på det her problem, er jeg bange for. Der er brug for et svar fra hele systemet, for det er et systemisk problem, siger han.

En uafhængighed klagemyndighed er ved at undersøge, hvad der præcis gik galt den nat, Rob Weekleys hjerte stoppede med at slå.

Hvis undersøgelsen kommer frem til, at Rob Weekley kunne have overlevet, hvis ambulancen var kommet tidligere, bliver han en del af en kedelig britisk statistik.

Der har været en stor overdødelighed i Storbritannien det seneste år – faktisk den største siden 1951, hvis man ikke regner coronapandemien med.

Ifølge sammenslutningen af britiske akutlæger på The Royal College of Emergency Medicine, skyldes en del af overdødeligheden - helt konkret 300-500 dødsfald om ugen - rekordlang ventetid på ambulancer og akut hjælp på sygehusene.

Sundhedsvæsenet lammet af strejker

De kedelige rekorder er en af årsagerne til, at sundhedsvæsenet er lammet af eller truet af strejker i alle fire nationer i det britiske kongerige (England, Nordirland, Wales og Skotland, red.).

Denne vinter har medlemmerne af de britiske sygeplejerskers største fagforening, The Royal College of Nursing, strejket for første gang nogensinde. For ambulancereddernes fagforeninger er det første gang i 30 år, deres medlemmer strejker.

Indtil videre har der været flest strejker i England, Nordirland og Wales, men også i Skotland truer sygeplejerskerne med at nedlægge arbejdet. De strejkende har det til fælles, at de vil have forbedret arbejdsvilkårene og mere i løn.

I øjeblikket er der ingen udsigt til, at regeringen kan give dem hverken det ene eller andet, og derfor fortsætter strejkerne på tværs af Storbritannien.

Stadig i chok

Hjemme hos Lesley Weekley er samtlige vindueskarme fyldt med blomster og kort fra venner og bekendte.

- På en måde er blomsterne, besøgene og opkaldene fra folk en kærkommen distraktion. Så behøver jeg ikke tænke så meget på, hvad der er sket, siger hun.

Men det, der skete den aften, Rob døde, kører rundt i hovedet på hende som et loop. Hun er stadig i chok og sidder ikke kun tilbage med en dyb sorg over tabet af sin mand. Hun er vred.

- Jeg kommer i tanker om nu, hvor vi sidder og snakker, at telefonoperatøren under et af opkaldene, foreslog, at jeg kunne prøve at få ham ned i vores bil og køre ham til hospitalet selv. Det er jo vanvittigt! Vi bor på tredje sal, hvad skulle jeg gøre? Bære ham?, siger hun og fortsætter:

- NHS (Storbritanniens sundhedsvæsen, red.) var en vidunderlig institution, men den er fortabt. Det er ligesom en synkende skude. Det hele er ved at implodere, det er sådan, det føles.

Nu kan Lesley Weekley kun vente på myndighedernes undersøgelse af dødsfaldet, før hun ord for, at hendes mand gennem 43 år kunne være reddet. Mens hun venter, planlægger hun hans begravelse.